Har du en god historie eller et tip? Kontakt redaktionen på
news@mx.dk
Trekantsdrama på Frederiksberg: Eks-kærester i knivstikkeri
To personer er på skadestuen, efter at et trekantsdrama her til morgen udviklede sig til dobbelt knivstikkeri på Frederiksberg.
De helt store følelser har tilsyneladende været på spil i en lejlighed på Howitzvej på Frederiksberg her til morgen.
To mænd er indlagt på hospitalet med knivstik efter episoden. Begge er uden for livsfare, oplyser Københavns Politi til mx.dk.
- En mandlig eks-kæreste kommer op til en lejlighed, hvor den kvindelige eks-kæreste bor, og derinde er kvinden og en mandlig ven. Den mandlige eks-kæreste har så formentlig overfaldet den mandlige ven med en kniv, forklarer efterforskningsleder Robert Jensen fra Københavns Politi.
- Den mandlige eks-kæreste har også fået nogle knivstik, og vi arbejder på at finde ud af, hvad der præcis er sket. Måske er det kvinden, der har set sig nødsaget til at gøre et eller andet mod ham, tilføjer Robert Jensen.
Politiet har kontakt til alle tre involverede, og de to mænd modtager nu behandling. Den mandlige eks-kæreste vil ifølge Robert Jensen blive anholdt.