Af Sigrid Friis Proschowsky - 12/09-17 21:43

22-årige Sigrid: 'Hvis man ikke har noget at skjule, har man ikke noget at frygte - vel?'22-årige Sigrid: 'Hvis man ikke har noget at skjule, har man ikke noget at frygte - vel?'

I et debatindlæg tager Sigdrid Friis Proschowsky fra Radikal Ungdom problematikken om overvågning op til diskussion.

storybild

Sigrid Friis Prochowsky er landsformand for ungdomspartiet Radikal Ungdom

DEBATINDLÆG: Vi giver køb på retten til privatliv, når alting vi gør i offentligheden overvåges af staten.

Danskerne er et af de mest overvågende folkefærd på kloden. Mere end en halv million kameraer følger os og vores færden på gader og stræder. Når du eller jeg står og venter på bussen og måske klør os i næsen, følger staten med. Uanset hvor vi går eller står i det offentlige rum, har staten mulighed for at kigge os over skulderen.

Og hvad er problemet, tænker I måske? Er der ikke noget med, at det er for vores egen sikkerheds skyld? I en tid med terrortrusler og bandekonflikt, er det måske fornuftigt nok... Eller er det?

Mit svar er et stort og rungende nej. Intet tyder på, at overvågning skaber et tryggere eller sikrere samfund. Overvågning har ganske enkelt ingen effekt på kriminaliteten. Politiet konstaterer, at det ikke bidrager væsentligt til hverken at forebygge eller at opklare forbrydelser.

Øget overvågning er blot et automat-svar fra politikere, når der diskuteres svære udfordringer, og de brændende ønsker sig lette løsninger. Men det er på tide at stoppe op.

I jagten på at virke handlekraftige og 'tough on crime' må politikerne holde op med at diske op med en så ubrugelig og samtidig grænseoverskridende løsning som »mere overvågning.«

Jeg hører ofte argumentet :

»Hvis man ikke har noget at skjule, har man intet at frygte.«

Som om det er i orden at masseovervåge, for alle os almindelige borgere kan være ubekymrende og uberørte – det er slet ikke os, der er målet for overvågningen.

Og staten er da sikkert ligeglad med, hvor tit jeg går i Brugsen, at jeg har googlet: »Hvordan får jeg 12 til eksamen,« eller hvor ofte jeg ringer til min faster Oda.

Men prøv lige at mærke efter i maven engang. Hvordan føles det at vide, at staten kan kigge med, når du færdes i det offentlige rum? At man kan se din trafik på nettet? Eller følge din adfærd på telefonen?

Det er da ubehageligt, at statens overvågning går ud over os alle sammen.

I et moderne retssamfund som det danske, er man jo 'uskyldig, indtil det modsatte er bevist.' Men selv os, der ingen forbrydelse har begået, får på daglig basis krænket privatlivets fred som følge af masseovervågning. Det er hamrende uretfærdigt.

Det mest ironiske må være, at vi bilder os selv og hinanden ind, at den stigende overvågning er til for at beskytte vores frie, demokratiske samfund.

Kan du se komikken? I vores iver efter selvindbildt beskyttelse mod mørke kræfter, har vi givet køb på en del af den frihed, der er fundamentet for vores samfund. Retten til privatliv – retten til at leve sit liv i ro og fred, uden at naboen kigger over hækken, eller at staten kigger én over skulderen.

Den såkaldte liberale regering burde forstå pointen. Derfor en åben opfordring herfra:

Rul al masseovervågning tilbage. Fjern kameraerne fra gågaderne. Drop sessionslogningen af danskernes digitale adfærd.

I fremtiden skal frie borgere ikke overvåges – brug i stedet ressourcerne på overvåge det fåtal af personer, der rent faktisk er ude i kriminelle foretagender.


Om Sigrid Friis Proschowsky: 22 år og landsformand for Radikal Ungdom. Sigrid skriver fra et ungt og idealistisk perspektiv og er ikke bange for at provokere. En værdikriger, der vil afskaffe kongehuset, gøre EU hot igen og sætte humanisme på dagsordenen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx