Annonce
23/04-17 13:28; Opdateret: 17/10-17 09:35

Dette nye tiltag trækker tusindvis af turister til danske øerDette nye tiltag trækker tusindvis af turister til danske øer

POPULÆRT. 37 danske øer fik sidste år deres eget ’pas’. Det blev så stor en succes, at produktionen i år er næsten firedoblet.

storybild

37 danske øer med færgeadgang samlet i én folder med informationer om alle øer samt et system til at holde styr på, hvilke øer du har besøgt. Det er konceptet bag ’ø-passet’, som Sammenslutningen af Danske Småøer, Færgen og Færgesekretariatet introducerede sidste år.

Passet ligner det klassiske rødbedefarvede danske pas, men er fyldt med væsentligt flere informationer: På hver side er der korte beskrivelser af de enkelte øer samt et felt, man kan markere med øens silhuet, når man har besøgt den. På den måde kan turister holde styr på, hvilke og hvor mange øer de har besøgt, og turisterne kan altså gøre ’ø-hopping’ til både en dejlig ferieoplevelse og en lille konkurrence.

På hver side i ø-passet er der desuden en QR-kode, man kan scanne med sin mobiltelefon for at få informationer om blandt andet turistattraktioner og overnatningsmuligheder på den enkelte ø.

Ø-passet kan findes på de danske færger og online på Danskoferie.dk.

I 2016 syntes turisterne så godt om ideen med det finurlige pas, at det første parti på 20.000 eksemplarer blev revet væk på bare et par uger. Herefter blev der produceret 27.000 eksemplarer mere, der også forsvandt på rekordtid.

Med den succes i baghovedet har de kreative hjerner bag ø-passet forberedt sig på denne sommer ved at få lavet knap 200.000 nye ø-pas, der skal være med til at profilere de danske øer. Sidste år gik brandingen nemlig over al forventning.

Jeg har fra begyndelsen haft en god fornemmelse af projektet, men at det skulle blive så succesfuldt, havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig. Vi får tilbagemeldinger fra turister, der siger, at de har besøgt øer, udelukkende fordi de har set dem i passet, og så virker det jo lige præcis efter hensigten," siger Britta Leth, ø-turismeambassadør i Sammenslutningen af Danske Småøer og udvikler af ø-passet.

Erhvervsministeriet har på baggrund af sidste års gode oplevelser valgt at give ø-passet en økonomisk indsprøjtning, så der kan blive lavet flere fysiske eksemplarer i år. Det har desuden betydet, at der i år også kommer en tysk/engelsk version af passet, ligesom der er lavet en digital version. I den digitale version bliver passet koblet til Dansk Ø-ferie, hvor man kan booke en lang række af de bedste oplevelser på de danske øer.