Annonce
27/01-17 00:00; Opdateret: 23/05-17 16:33

Simon Kvamm: \Simon Kvamm: "Jeg er bare almindelig"

I dag udkommer Simon Kvamms første soloalbum "Vandmand". Albummet består af sange fra Simons succesfulde liveshow, der handler om alt fra liv og død til hverdagens små tanker.

I dag udkommer mit første solo-album kaldet Vandmand. Det føles sgu mærkeligt. Jeg har prøvet at udgive albums før, og det har altid føltes, som om alting kulminerer.

Man har brugt utrolige mængder tid og energi forskanset fra omverdenen, og helt nøgen og forsvarsløs afslører man så resultatet. Men denne her gang føles det mindre som en kulmination, men samtidig endnu vildere end noget, jeg har prøvet før.

Albummet er ude i dag - lyt til det her

For på den ene side er dette ikke kulminationen på flere år i studiet, men ”bare” sangene fra mit soloshow, som i sig selv er det centrale i hele det her skridt udi virket som solist.

På den anden side er sangene på det her album mere opøvede og gennemarbejdede, end noget jeg nogensinde har udgivet. Det er bare ikke sket i studiet, men på scenerne.

Derudover er jeg på det her album mere afklædt end nogensinde. For hvis jeg går rundt i mit liv med parader, så prøver jeg faktisk at sænke dem lidt på de her sange.

Sangen ”Vandmand” handler om at blive set på på én måde, men føle sig på en anden. Jeg har ofte oplevet, at folk ser på mig som en arrogant type. Det er sikkert fordi, mit ansigt helt grundlæggende ser alvorligt (måske ligefrem surt) ud. Og sikkert fordi, jeg kan komme til at formulere mig mere firkantet og sige, ”det lyder af lort og lagkage”, når jeg egentlig mener, ”det er ikke lige mig.”

Og sikkert fordi jeg simpelthen ER lidt arrogant. Men jeg er også andet end det. Jeg er også en grublertype, som kan bære nag i 25 år over nogen engang tjattede til mig til en ungdomsfest. Og som kan blive meget bekymret over revner i lofter og vægge og hofter. Og som simpelthen bare kan føle sig enormt lille.

I forbindelse med udgivelsen har jeg snakket med et shitload af journalister og medier. Jeg har netop haft én i øret, mens jeg gik en tur ved havet med min hund Charles.

Nu står jeg her og steger mig tre spejlæg til frokost og grubler over et af de spørgsmål, hun stillede mig: Hvorfor er det, det er så vigtigt for dig at være almindelig og flytte til Udkantsdanmark og bruge en hverdags-formiddag på at gå tur med din hund i stedet for at sidde på Vesterbro og drikke kaffe ligesom alle de andre kunstnere? Jeg synes der ligger mere sjov og interessant information i det spørgsmål, end jeg nogensinde ville kunne komme med i et svar.

Det er ikke noget projekt for mig at være almindelig. Jeg er det bare. Og så er jeg det samtidig ikke. Jeg kan godt lide at gå en tur ved havet, ligesom jeg godt kan lide at spise spejlæg, tarteletter og medisterpølse, ligesom jeg godt kan lide at se Chili Claus, Bagedysten og X Faktor, ligesom jeg godt kan lide at drikke kaffe på Vesterbro sammen med de andre musikere. For det er da ved Gud almindeligt som ind i helvede!

Men jeg er også unik på nogle punkter, tror jeg. Det er jo svært selv at se og sætte ord på. Men jeg tror, jeg har en særlig tæft for melodier, ligesom jeg tror, jeg har særligt gode empatiske antenner, SAMTIDIG med at jeg kan rumme en helt unik mangel på situationsfornemmelse og sige ting for klodset og direkte.

Og i øvrigt føler jeg mig, på en nærmest bekymrende unaturlig måde, helt i balance og afslappet på en scene foran 50.000 mennesker.

Jeg er vel begge dele på én gang. Eller ligesom jeg læste forfatteren Karl Ove Knausgaard beskrive det et sted:

Vi er ligesom bølger. Hver bølge er unik og sig selv, men den findes kun i kraft af de andre bølger.

Og det hele ender vel så på midten og sådan lidt på-den-ene-side-og-på-den-anden-side-agtigt. Ja, gu fanden gør det så. That’s life!

Flere annoncer