Annonce
20/07-17 11:10; Opdateret: 24/07-17 11:17

Skinz glæder sig til nyt publikumSkinz glæder sig til nyt publikum

Grøn 2017 kan blive et vendepunkt for musikeren Skinz, der har godt fat i det yngre publikum og glæder sig til at præsentere sin musik for danske musikelskere i alle aldre.

storybild

Det har været et travlt år for Mohamed ’Skinz’ Ahmed. I foråret genoptog han for alvor sin karriere som musiker på fuld tid, og siden er det blevet til mellem 50 og 60 spillejobs i hele Danmark, hvor man kan høre hans dansevenlige R&B-inspirerede sange.

Det har givet pote: Skinz’ single ’Jeg har en Pige’ er f.eks. blevet lyttet til næsten otte mio. gange på Spotify siden januar, hvor nummeret blev udgivet, og han var også support, da Gulddreng var på mini-tour i foråret.

Alt dette har sikkert hjulpet, da YouSee skulle finde tre artister til den nye scene ‘Fra grøn til Grøn’, der er tilegnet kunstnere, som er ved at få et stort gennembrud i Danmark. Vi har spurgt artisten om, hvordan det er at blive udvalgt af de danske musikelskere til at spille foran 150.000 mennesker på Grøn 2017:

»Det bliver fantastisk. Det bliver godt for mig at komme ud og spille for et blandet publikum fra de unge til de ældre og alt det indimellem. Ud over touren med Gulddreng i foråret har jeg kun spillet for teenagers, der er grineren, hyggelige, festlige og glade. Så jeg har fået varmet stemmen og kroppen godt op, og jeg er rigtig klar til at stå på den store scene.«

Du har fået rigtig mange lyttere på de forskellige streamingtjenester på kort tid. Hvordan er det sket?
»Jeg bruger rigtig meget tid på de sociale medier på at kommentere, like og snakke med mine lyttere og fans. Det har styrket mit mest lyttede nummer på Spotify, men vi har gjort meget mere bagefter for at gøre opmærksom på nummeret. Det med at udgive nummeret, slå benene op på sofabordet og håbe at folk vil lytte til det, det er outdated. Man skal kæle for folk og få kontakt via de sociale medier. Det er dér, det sker.«

Digital hitliste

Hvornår vidste du, du ville være musiker?
»Siden jeg var otte år, har jeg har skrevet rim og digte. Men som 22-årig, hvor jeg ikke rigtig havde andet formål med mit liv end venner og fester, tog jeg en beslutning om, at der skulle ske noget. Jeg gik i studiet hver dag, og der mødte jeg blandt andet produceren Hennedub, og så vidste jeg, at det kunne blive til noget andet end at hænge ud med drengene.«

Hvor er du om fem år?
»Så er jeg hjemme i stuerne hos alle danskerne og er blevet et household name. Forhåbentligt lever jeg stadig fuldt ud af at lave musik og har et godt bagkatalog og musik-cv med at skrive musik for andre og mig selv. Men jeg vil også gerne have nogle børn og en familie. Det skal ikke handle om musik det hele. Jeg har dog ikke familie endnu. Faktisk må du meget gerne skrive, at jeg er single. Måske hjælper det mig lidt på vej.«

Flere annoncer