Af Simon Boas - 05/10-17 21:09; Opdateret: 05/10-17 21:19

Så nuttet: Billedet af to-årige Anker vakte opsigt - her er historien bag Så nuttet: Billedet af to-årige Anker vakte opsigt - her er historien bag

Trods sine bare to år nyder Anker normalt en dejlig cykeltur gennem skoven, men i juli blev oplevelsen krydret med mere end bare synet af den danske sommer.

Ved første øjekast skulle man tro, at der havde været tale om en voldsom mountainbike-tur gennem mudder- og regnvejr, men sådan forholder det sig imidlertid ikke. I juli måned havde Anker nemlig fornøjelsen af en tur i cykeltraileren med sin cykelglade bedstefar.

En oplevelse, der langt fra var den første af sin slags, og som heller ikke har været den sidste. Alligevel var cykelturen den julidag ikke helt som de andre, for på den godt 15 kilometer lange tur kom Anker noget tættere på naturen end, hvad der oprindelig var meningen.

»Min far er så glad for at cykle, at han mente, vi skulle have en cykeltrailer til Anker, så han kunne tage ham med på tur. En dag havde han ham med ude på en tur i skoven. Solen skinnede, men det havde lige regnet, så der lå vandpytter over alt,« fortæller Ankers mor, Tanja Krull Jørgensen, og fortsætter:

»Pludselig begyndte Anker at tale om regnvejr og sige, at det regnede, men det regnede ikke, forsøgte min far at forklare ham. Alligevel fortsatte han med at tale om det her regnvejr, og til sidst tænkte min far, at han hellere måtte stoppe og få opklaret mysteriet om det her regnvejr.«

Og da han vendte sig om, kunne han se, hvad det var, Anker i virkeligheden mente. Undervejs havde de nemlig kørt gennem masser af vandpytter, der var sprøjtet lige op på Anker, så både hans ansigt og tøj var blevet møgbeskidt.

»Min far synes jo, at det var så sjovt, så han tog et billede af det og brugte sit tøj til at tørre ham af med. Anker er heldigvis meget overbærende, så han tog det hele ganske fint,« fortæller Tanja Krull Jørgensen.

Billedet delte Tanja Krull Jørgensen siden på Facebook, ligesom hun sendte det ind til en konkurrence, hvor man kunne vinde en ladcykel, hos CargoKids. Her blev billedet så vel modtaget, at hun mandag fik meddelelsen om, at hun havde vundet den eftertragtede ladcykel.

»Vi har fået så mange positive henvendelser. Det har været så overvældende,« fortsætter hun.

Anker har dog ikke helt forstået, at han så småt er gået hen og blevet lidt af et viralt hit i Danmark, men det bliver formentlig en del af en tale, når han skal konfirmeres om nogle år, fortæller Tanja Krull Jørgensen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx