Af Jeppe Pedersen - 26/10-17 15:35

Her er danskernes ti største sprogfejlHer er danskernes ti største sprogfejl

Begår du dem?

storybild

Sproget.dk har kigget på de 10 største usikkerheder. (Billede: Søren Bidstrup)

Sproget.dk fejrer 10 års jubilæum, og det gør de ved at lave en liste med danskernes 10 største sproglige usikkerheder, skriver Kristeligt Dagblad.

Men inden vi går i gang med dem, kan I lige få en lille sætning at hygge jer med, der indeholder ni af de 10 mest søgte ord på sproget.dk.

Her er sætningen med ni fejl. Se om du kan spotte dem. (Det skal siges, at to af 'fejlene' er siden 2012 gjort lovlige at lave).

'Goddag allesammen. Hvor er I godt selvskab, og lad os så komme igang. Sproget.dk kører afsted mod deres 20. år, men ikke udover kanten, da de stadig er ligeså gode til at spotte fejl. I er meget velkommen til at se hvor mange I kan finde her idag.'

Sproget.dk har lavet en liste med de 10 ord, som danskerne søger mest på og dermed må menes at være mest usikre på.

1. Igang. Dette ord skal altid skrives i to ord, i gang. Aldrig i ét. Men der sås så meget tvivl om ordet, at det ligger nummer ét på listen over det mest søgte på sproget.dk. Samme regler gælder igangværende og igangsatte. Ifølge ordbogen over det danske sprog, ODS, findes ordet 'igang' faktisk, men betyder en 'indtrædelse eller optagelse i et (by)lag.'

2. ​​​Allesammen. Indtil i 2012 var det aldeles forkert at skrive i en sætning. Dengang skulle det skrives i to ord, men siden 2012 har det været lovligt at gøre det i ét. Retskrivningsordbogens begrundelse var, at folk alligevel skrev det i ét ord. Det sammer gælder ordene alletiders, allevegne, engros, fremfor, henad, henimod, henunder, henved, ombord og ovenikøbet.

3. Komma. Det tredje ord på listen over de mest søgte er ikke et ord, man staver forkert. Men ligger der af den grund, at det danske komma-system er så vanskeligt. Og på sproget.dk kan du få hjælp til at blive bedre til at bruge dine kommaer. Se forresten selv, om du kan spotte komma-fejlen i fejl-sætningen tidligere i artiklen.

4. Afsted. Endnu engang et ord, der er blevet gjort lovligt at skrive forkert. Nu er det simpelthen op til dig selv, om du skriver det i ét eller to ord.

5. Imorgen. Denne fejl bliver nok ikke gjort lovlig lige foreløbig. Alle tidsangivelser som i dag, i aften og i går skal altid skrives i to ord.

6. Selvskab. Kristeligt Dagblad skriver, at sproget.dk selv er overrasket over, at ordet er på listen. »Øjensynligt er det ganske enkelt et ord, folk er i tvivl om, hvordan man staver til. Og en hurtig søgning på Google vidner da også om, at stavemåden med v er ganske udbredt,« fortæller seniorredaktør hos sporget.dk, Laurits Kristian Fahl. Umiddelbart må man tro, at folk tænker på ordene selvfølgelig, selvstændig osv., når de skriver ordet selskab.

7. Velkommen. Ordet i sig selv er ikke forkert. Men når man bruger det i flertalsformen, 'I er velkomne', kan der herske tvivl. Og her skal man altså bøje ordet, da det ikke hedder 'I er velkommen'.

8. Udover. Igen et ord, der er gjort lovligt, i den seneste udgave af retskrivningsordbogen. Men tidligere var reglen, at når der følger en styrelse med, skulle man skrive det i to ord, mens det skulle stå i ét ord, når det stod alene. F.eks. 'Han lænede sig ud over kanten, og 'han lænede sig udover.' Det samme gælder reglen om 'udenfor' og 'uden for'. 'Han stod udenfor', og 'han stod uden for huset.'

9. Antonym. Ikke et ord, de fleste kender, men ikke desto mindre figurerer den på listens 9. plads. Ordet er det modsatte af 'synonym', altså et 'ord der har den modsatte el. næsten modsatte betydning af et andet ord'.

10. Ligeså. Rosinen i pølseenden - et udtryk, som forresten stammer fra gamle dages pølseproduktion, hvor man lagde en rosin i enden på pølsen, for at forhindre farsen i at løbe ud. Ordet bruges primært i to ord, som f.eks. 'Jeg er lige så sur som dig.' Men i sjældne tilfælde kan det bruges i ét ord, hvis ordet kunne erstattes med ligeledes. F.eks. 'Ligeså var han altid sur.'

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx