Af Ritzau - 03/03-17 12:24

Britiske milliardærer toppes i bizar retssag om truslerBritiske milliardærer toppes i bizar retssag om trusler

I engelsk retssag siger ejendomsmilliardær, at han og hans gravide kone blev truet på livet af konkurrent.

storybild

En bizar sag udspiller sig ved domstolene i London. (Arkivfoto) (Billede: Colourbox.com)

I en bizar retssag i Storbritannien er nogle af landets rigeste ejendomsmagnater oppe at toppes om milliarder. På den ene side står Candy-brødrene, på den anden side Mark Holyoake.

Sidstnævnte mener, at jetset- og ejendomsmatadorerne Nick og Christian Candy har truet ham og hans på det tidspunkt gravide kone på livet for at afpresse ham for penge og tvinge ham til at trække sig tidligt fra et lukrativt ejendomsprojekt.

Det skriver den britiske avis The Guardian, der følger retssagen.

Ifølge Mark Holyoake truede Christian Candy ham, mens Nick Candy lyttede, med at "ramme hans forretning med en nedrivningskugle" og skulle have sagt:

- Du skal tænke på din gravide kone. Du vil have det frygteligt, hvis noget gik galt for hende eller barnet under graviditeten.

Broren Nick Candy skulle derudover have truet Mark Holyoake med at sælge gæld, Holyoake havde til brødrene, videre til "nogle folk, potentielt russere" som "ikke vil tænke to gange, før de skader din familie".

Holyoake har anklaget de to brødre for afpresning, fordi han lånte 12 millioner pund, 104 millioner kroner, til en ejendomshandel. Han endte med at betale 37 millioner pund, 321 millioner kroner, tilbage.

Holyoakes kone, Emma, havde tidligere fortalt retten, at hun nu sov sammen med parrets børn og havde hyret bodyguards af frygt for Nick og Christian Candys reaktion på, at hendes mand havde trukket dem i retten.

Brødrene selv afviser alle anklager.

- Jeg mindes, at jeg sagde til Hr. Holyoake, at situationen måtte være stressende for hans kone, som jeg vidste var gravid på det tidspunkt.

- Men det var et udtryk for oprigtig bekymring for fru Holyoake, sagde Christian Candy i retten torsdag ifølge The Guardian.

Holyoake har indkaldt 11 vidner, der skal bakke ham op i, at brødrene Candy ikke er blege for trusler og afpresning, når de indgår i partnerskaber.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx