11/10-17 08:21; Opdateret: 11/10-17 10:23

Nedjustering sender Matas-aktien ned med 14 procentNedjustering sender Matas-aktien ned med 14 procent

Matas-kæden nedjusterer forventningerne til årets omsætning og indtjening efter svigtende sommersalg.

storybild

København. Matas-ledelsen var tilsyneladende lidt for optimistisk, da man i begyndelsen af det nuværende forskudte regnskabsår 2017/18 regnede med, at man kunne klare sig bedre end året før.

I hvert fald har selskabet måttet erkende, at det nok ikke kan lade sig gøre.

I en fondsbørsmeddelelse skriver selskabet, at man i stedet for en omsætningsvækst på 1-3 procent nu forventer et fald på mellem 0 og 2 procent i salget.

Samtidig justeres prognosen for driftsresultatet. Den lød tidligere på en forbedring af sidste års resultat på 551 millioner kroner, men nu regner ledelsen i stedet med at lande et sted mellem 440 og 470 millioner kroner.

Nedjusteringen har betydet, at aktien fra morgenstunden er dykket med 14 procent og koster 82 kroner.

Mandag blev den handlet til 95,50 kroner, da fondsbørsen Nasdaq OMX Copenhagen lukkede.

Matas har de senere år haft svært ved at få forretningen til at vokse.

Salget i butikkerne er ifølge aktieanalytiker Frans Høyer fra Jyske Bank presset af butikskæden Normal, der sælger billige, parallelimporterede produkter, blandt andet til personlig pleje.

- Jeg tænker, at Matas nok er nødt til at erkende, at de marginer, man tidligere hyggede sig med på massevarer, ikke kan fastholdes, fordi Normal er kommet ind, hvilket har udløst en reaktion fra supermarkederne, der gør, at produktkategorierne har et andet prisleje end før, siger analytikeren til Ritzau Finans.

Nordea har i forbindelse med nedjusteringen reduceret sit kursmål for aktien fra 80 kroner til 65 kroner og advarer om, at "bruttomarginen fremstår som i frit fald".

I august sagde bestyrelsen farvel til administrerende direktør Terje List, der har siddet i spidsen for virksomheden i 17 år.

Han afløses 1. november af Gregers Wedell-Wedellsborg, der kommer fra en stilling som koncerndirektør i Coop, hvor han havde ansvaret for Kvickly, Irma, Superbrugsen og Dagli' Brugsen.

Matas blev børsnoteret i 2013 med en tegningskurs på 115 kroner.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx