17/08-17 07:30

GN Store Nord fastholder forventninger i pænt regnskabGN Store Nord fastholder forventninger i pænt regnskab

Høreapparatsproducenten GN Store Nord har fortsat fremdrift. Det viser regnskabet for andet kvartal.

storybild

København. Høreapparatsproducenten GN Store Nord fik et resultat på 265 millioner kroner i andet kvartal. Det viser selskabets regnskab.

Regnskabet viser overordnet set en pæn fremgang på alle poster for selskabet, der laver høreapparater og headsets.

- Det stærke momentum, der er skabt af vores nye produkter, samt den fremragende feedback fra brugerne, sætter scenen for en stærk anden halvdel af 2017.

- Jeg er meget tilfreds med, at vores fortsatte fokus på innovation skaber værdi for vores brugere, så de nu har mulighed for at høre mere, gøre mere og være mere, end de nogensinde troede var muligt, skriver direktør for høreapparatsdivisionen Anders Hedegaard i regnskabet.

I hans del af forretningen var der en omsætningsvækst på 12 procent til 1415 millioner kroner i kvartalet. Driftsresultatet målt på EBITDA steg til 255 millioner kroner i kvartalet.

Mens det er en pæn fremgang, er det et lille fald i driftsmarginen til 18 procent.

I headsetdivisionen, der længe har leveret stor vækst, øgede GN Store Nord omsætningen til 978 millioner kroner. I samme periode sidste år var det 824 millioner kroner.

Driftsresultatet steg også markant. Her er det gået til 168 millioner kroner fra 115 millioner kroner i andet kvartal 2016.

- Vi fortsatte med at levere stærke resultater på tværs af regioner og kanaler i forlængelse af vores 2017-2019-strategi.

- Vores stærke momentum er resultatet af vores utrættelige indsats for at være på forkant med konkurrencen gennem fokus på innovation, kommercialisering og vores ansattes ekspertise, skriver direktør for GN Audio, der sælger headsets, René Svendsen-Tune.

Samlet opnåede GN Store Nord en vækst på 15 procent i omsætningen til 2393 millioner kroner og et driftsresultat på 386 millioner kroner.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx