22/08-17 14:30

Jyske Bank vil kapre endnu flere kunder til boliglånJyske Bank vil kapre endnu flere kunder til boliglån

Der bliver fortsat flere kunder med boliglån i Jyske Bank. Topchef mener, at der er konkurrence på markedet.

storybild

Topchef i Jyske Bank Anders Dam er uenig med Konkurrencerådet i, at der mangler konkurrence på det danske realkreditmarked. Free/Charlotte Elgaard Christensen/arkiv

Silkeborg. Selv om topchefen i Jyske Bank, Anders Dam, ikke umiddelbart er enig i en rapport fra Konkurrencerådet, der i sidste uge konkluderede, at der er for lidt konkurrence på realkreditområdet, skruer han op for konkurrencen.

Det siger han til Ritzau Finans i forbindelse med regnskabet for andet kvartal.

- Konkurrencerådets rapport påpegede, at der ikke var konkurrence nok. Vi har øget udlån med 90,5 milliarder kroner på 3,5 år og ikke ændret priserne, siger han.

Anders Dam mener, at væksten er et bevis for, at der er konkurrence.

Jyske Bank fremhæver selv, at der har været kritik af, at bankens boliglån kun bliver givet til kunder, der har alle deres bankforretninger i Jyske Bank, men det er slut fra nu.

- Nu kan alle få boliglån hos os uden at komme med resten af deres økonomi, og det vil øge konkurrencen yderligere, siger Anders Dam til Ritzau Finans.

Målsætningen er uændret, at koncernens boligrelaterede udlån øges med 100 milliarder kroner i forhold til primo 2014.

Der er indtil nu ydet boliglån i perioden for 90,5 milliarder kroner - eller knap 10 milliarder kroner mere end ved indgangen til i år - og målsætningen skal nås i første halvår næste år.

Men Anders Dam er forsigtig.

- Vi er jyder og forsigtige, men det ser ud til, vi når i mål med 100 milliarder kroner, men vi ved ikke, hvilke tiltag vore konkurrenter kan sætte i søen, så intet er sikkert, siger han.

Ifølge en analyse fra Konkurrencerådet er der et klart potentiale for gevinster til boligejere, hvis konkurrencen på realkreditmarkedet bliver forbedret.

- Der er reelt kun fire realkreditinstitutter, som låner ud til private, og de gør det via deres aftaler med bankerne, sagde formanden for Konkurrencerådet, Christian Schultz, i en pressemeddelelse fredag.

- Det er svært for nye aktører at komme ind på markedet. Samtidig ser vi, at forbrugerne ikke er specielt aktive med at afsøge markedet, og de skifter sjældent realkreditleverandør.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx