Af Ritzau - 30/05-17 15:33

Danmark får en vis fleksibilitet til at nå EU's klimamålDanmark får en vis fleksibilitet til at nå EU's klimamål

Landbrug & Fødevarer glæder sig over, at "pilen peger væk fra de sektorer", der i forvejen har gjort mest.

storybild

Danmark får en vis fleksibilitet i måden at gøre det på, når de danske CO2-udledninger skal reduceres med 39 procent frem til 2030. Danmark kan således vælge at lade dansk landbrug slippe billigere, fordi det i forvejen er mere klimavenligt end landbruget i de fleste andre lande. (Billede: Free/Colourbox)

Danmark får en vis fleksibilitet i måden at gøre det på, når de danske CO2-udledninger skal reduceres med 39 procent frem til 2030.

Det er i hvert fald, hvad Europa-Parlamentets miljøudvalg tirsdag lægger op til på et møde i Bruxelles.

Her har parlamentarikerne stemt sig igennem en stribe ændringsforslag til EU's udspil for at nå målene i den internationale klimaaftale, der blev vedtaget i Paris i 2015.

Bundlinjen er, at Danmark og de andre EU-lande kan vælge at reducere mere der, hvor det batter mest, og ikke lige meget over hele linjen.

Socialdemokraternes EU-parlamentariker Christel Schaldemose erklærer sig "okay tilfreds med resultatet".

- Jeg kunne godt have tænkt mig, at fleksibiliteten var større. Men trods alt er der stadig fleksibilitet. Så jeg er okay tilfreds, siger Schaldemose.

Hvis det går, som Europa-Parlamentets miljøudvalg foreslår, kan Danmark vælge at lade danske landmænd slippe billigere på vejen frem mod klimamålet.

Dansk landbrug er i forvejen mere klimavenligt end landbruget i de fleste andre EU-lande.

Til gengæld skal der så reduceres mere på områder som transport, boliger og affaldshåndtering.

Dansk Folkepartis EU-parlamentariker Jørn Dohrmann glæder sig over muligheden for mere fleksibilitet.

- Vi er jo langt foran mange af de andre lande. Så fleksibilitet er nøgleordet for, at vi kan leve op til de skrappe krav, som EU stiller her, siger Dohrmann.

Han mener, at dansk landbrug har grund til at være "lettet over, at det ikke gik værre, end det er gået".

Christel Schaldemose har blandt andet fået nedstemt et forslag om at favorisere særligt klimavenligt landbrug.

- Men samlet set mener jeg, at der er en fleksibilitet. Og jeg tror også, at vi kan sikre os, at der er et godt og fornuftigt landbrug i Danmark i årene, der kommer, siger hun.

Formanden for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, glæder sig over, at "pilen peger væk fra de sektorer", der i forvejen har gjort mest.

Men han ærgrer sig over, at der ikke var mere gevinst til særligt klimavenligt landbrug.

Han frygter derfor stadig, at mangel på fleksibilitet kan tvinge produktion fra Danmark til andre lande med mere lempelige klimakrav.

- Selv den mest klimavenlige ko udleder CO2, siger Martin Merrild.

- Og da drivhusgasser ikke respekterer landegrænser, er det da bedre, at koen udleder mindre CO2 her i Danmark, end hvis den står på en mark i Bulgarien, siger han.

Vejen frem for at nå EU's klimamål skal senere diskuteres på Europa-Parlamentets plenarforsamling.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx