Af Ritzau - 14/03-17 09:49; Opdateret: 14/03-17 10:09

Rekordstime slutter for Egmont trods pæne 2016-talRekordstime slutter for Egmont trods pæne 2016-tal

Egmont-koncernens omsætning var en lille smule lavere sidste år end i 2015. Trecifret millionresultat.

storybild

Egmont-koncernen kunne sidste år ikke helt matche rekordomsætningen fra 2015. (Billede: Steen Brogaard)

Egmont-koncernen har fire år i træk slået sin egen omsætningsrekord, men i 2016 stoppede stimen.

Her omsatte mediekoncernen for 11,6 milliarder kroner, og det er 139 millioner mindre end året før.

Hvis man lægger delejede virksomheder oven i koncernomsætningen, så ender den samlede forretningsaktivitet dog på 13,5 milliarder kroner.

Resultatet før skat kunne heller ikke helt leve op til forrige års flotte plus på 757 millioner kroner. I 2016 hev Egmont således 523 millioner kroner hjem.

Det er TV2 Norge, der trækker regnskabet i den forkerte retning med et beskedent resultat på 83 millioner kroner før finansielle poster.

Det skyldes blandt andet en omkostningstung organisationsomlægning og dyrere sportsrettigheder.

De tre andre ben i koncernen, Nordisk Film, Egmont Publishing og Egmont Books, havde alle fremgang på både top- og bundlinje.

Nordisk Film stod i 2016 for en række filmsucceser som "Under Sandet" og "Klassefesten 3", ligesom Nordisk Film Biografer med 5,7 millioner solgte billetter slog sin førerposition fast i Danmark.

Egmont Publishing, der blandt andet udgiver 700 bladtitler i mere end 20 lande, har mistet omsætning for knap 500 millioner kroner i forbindelse med en række frasalg i Rusland, Tjekkiet og Rusland.

Ikke desto mindre blev resultatet før finansielle poster hævet med 27 millioner kroner.

Endelig var der nogenlunde uændrede tal hos Egmont Books, der foruden Danmarks næststørste forlag, Lindhardt og Ringhof, omfatter norske Cappelen Damm.

En del af Egmonts overskud går til at støtte udsatte børn og unge, og sidste år gik 97 millioner kroner til aktiviteter i Danmark og Norge.

Der blev blandt andet givet penge til at sikre nytilkomne flygtningebørn i begge lande den bedst mulige start på livet.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx