Af Ritzau - 05/04-17 08:23

Nordsøen er en underskudsforretning for StorbritannienNordsøen er en underskudsforretning for Storbritannien

Med olieprisens fald kostede olieudvindingen i Nordsøen Storbritannien mere, end den bragte ind, skriver avis.

storybild

Storbritannien tabte penge i Nordsøen i 2016. Det skriver The Guardian. (Arkivfoto) (Billede: A.p. Møller - Mærsk)

Det er ikke kun i Danmark, at olieudvinding i Nordsøen langt fra er den guldkalv, den har været. Ifølge en ny rapport tabte Storbritannien decideret penge på sin olie i 2016.

Det viser en rapport udarbejdet af organisationen Carbon Brief ifølge den britiske avis The Guardian.

- Sektoren er ikke længere den pengemaskine, finansministre har vænnet sig til de sidste par årtier, siger politisk chef i Carbon Brief, Simon Evans, til The Guardian.

Ifølge udregningen fik olieselskaberne i den britiske del af Nordsøen støtte af regeringen for 396 millioner pund sidste år, men lagde 381 millioner pund i skat.

Det er resultatet af olieprisens fald. I starten af 2016 kostede en tønde Nordsøolie under 30 dollar. I 2014 kostede den over 100 dollar. Opererer selskaberne med tab, kan de kræve skat tilbage næste år.

Derudover er der store skatterabatter på nye investeringer, der mindsker skattens del af oliekagen.

Skeler Storbritannien ud i fremtiden, kan udgiften blive endnu større. Selskaberne kan nemlig få støtte til at tage borerigge og anlæg ud af drift på en ansvarlig måde. De britiske energimyndigheder vurderer, at det vil koste 47 milliarder pund.

Carbon Brief noterer sig dog, at olie- og gasudvinding i Nordsøen over årene har sendt 190 milliarder pund i Storbritanniens statskasse. Og medregner man inflation, er tallet 330 milliarder pund eller 2866 milliarder kroner siden 1960'erne.

Også i Danmark har olieprisens fald kostet dyrt på skattebilletten til selskaberne i Nordsøen.

Siden olieprisens fald er indtægterne fra Nordsøen dykket fra langt over 10 milliarder kroner til 4,6 milliarder kroner i 2015. I 2016 har olieprisen været lavere end 2015.

Tidligere i år indgik den danske regering en ny ordning med selskaberne i Nordsøen, der giver en ekstra skatterabat. Det sker for at fastholde dem i Nordsøen, mens oliepriserne er lave.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx