15/08-17 13:31; Opdateret: 15/08-17 15:04

Air Berlin går i betalingsstandsningAir Berlin går i betalingsstandsning

Luftfartsselskabet Air Berlin kan ikke overleve på egen hånd. Driften fortsætter dog med støtte fra regering.

storybild

Berlin. Luftfartsselskabet Air Berlin fortæller i en pressemeddelelse, at det er gået i betalingsstandsning.

Selskabet, der er Tysklands næststørste og Europas sjettestørste i luften, kan ikke fortsætte driften. Hovedaktionæren - luftfartsselskabet Etihad - vil ikke poste flere penge i selskabet.

Driften fortsætter dog indtil videre. Ikke mindst takket være den tyske regering, der har stillet en kredit på 150 millioner euro til rådighed.

- Vi er i en tid, hvor mange titusinder af rejsende og feriegæster opholder sig på forskellige feriesteder, lyder det i en meddelelse fra det tyske økonomi- og transportministerium.

- Returflyene tilbage til Tyskland for disse passagerer ville ikke være muligt ellers, lyder det ifølge nyhedsbureauet AP.

Økonomiminister Brigitte Zypries har efterfølgende oplyst, at pengene forventes at holde i tre måneder.

Af pressemeddelelsen fremgår det også, at der allerede forhandles til anden side om at sælge dele af virksomheden fra.

Her nævnes specifikt Lufthansa, der altså står klar til at overtage fly fra sin kriseramte konkurrent.

Lufthansa-ejede Germanwings indgik tidligere i år en aftale om at lease 33 af Air Berlins fly.

Air Berlin, der blev stiftet i 1978, har siden 2008 været plaget af røde tal på bundlinjen og har oparbejdet en gæld på 1,2 milliarder kroner. Selskabet tabte sidste år alene 780 millioner euro.

Indtil nu har Etihad - der ejer godt 29 procent af aktierne - holdt hånden over lavprisselskabet. Men det kommer altså ikke længere til at ske.

Etihad oplyser ifølge AP, at det er ekstremt skuffende for alle parter.

- Som en mindre aktionær kan Etihad ikke tilbyde støtte, som yderligere vil øge vores økonomiske eksponering.

- Vi fortsætter med at være åbne for at hjælpe med at finde en forretningsmæssig levedygtig løsning for alle parter, lyder det.

Air Berlin flyver flere gange dagligt fra Københavns Lufthavn til Berlin og Düsseldorf.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx