25/08-17 09:13

Højere mælkepriser kommer Arla-bønder til godeHøjere mælkepriser kommer Arla-bønder til gode

Arlas halvårsregnskab viser bedre takter efter flere magre år. Acontopris er steget 42 procent på et år.

storybild

København. Arlas andelshavere har grund til at glæde sig over, at det igen ser ud til at gå den rigtige vej.

Mejerikoncernens halvårsregnskab viser i hvert fald positive takter efter en årrække, hvor økonomien har været presset.

Selv om der i årets første seks måneder blev indleveret mindre mælk end samme periode sidste år, voksede omsætningen med tre procent til 5,016 milliarder euro.

Det på trods af, at ugunstige valutakurser på blandt andet britiske pund og et frasalg af Rynkeby i maj sidste år trækker den forkerte vej. Ser man bort fra disse faktorer, steg omsætningen faktisk 6,6 procent.

Endnu vigtigere er det, at Arlas ejere har fået mere for den mælk, de har leveret.

Et lavere udbud og en større efterspørgsel har nemlig betydet, at mejerivarer er blevet mere værd.

- Vi har derfor kunnet hæve acontomælkeprisen til vores ejere, mælkeproducenterne, med 42 procent i løbet af de sidste 12 måneder.

- Det var hårdt tiltrængt efter to et halvt år, som har været rigtig hårde for de fleste mælkeproducenter verden over, siger Peder Tuborgh, der er administrerende direktør for Arla Foods.

Europa er Arlas hovedmarked, men vækstmarkederne ligger i Afrika syd for Sahara og i Kina og Sydøstasien, hvor omsætningen er steget med henholdsvis 32 og 36 procent.

Arla forventer, at man i år vil øge omsætningen med op imod en milliard euro fra sidste års niveau på 9,6 milliarder euro.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx