Af Ritzau - 03/05-17 09:18; Opdateret: 03/05-17 10:15

Solide kunder og landbrug i bedring hjælper Sydbank fremSolide kunder og landbrug i bedring hjælper Sydbank frem

Sydbank kan notere sig en pæn fremgang over hele linjen i de første tre måneder af 2017, siger regnskab.

storybild

Det går bedre for de danske landmænd, og det varmer hos Sydbank. (arkivfoto) (Billede: Free/Colourbox)

Sydbanks resultater steg betragteligt i første kvartal 2017. Specielt nedskrivningerne på udlån faldt, og landbruget er i bedring. Det bringer glæde i hovedsædet i Aabenraa.

Samlet kunne Sydbank notere sig et nettoresultat på 447 millioner kroner efter de tre første måneder af året.

- Der er grund til forsigtig optimisme, når vi kigger ind i resten af 2017. Bankens kunder har det generelt godt økonomisk.

- I 2017 sætter Sydbank yderligere fart over tiltag, der styrker vores forretningsmodel til gavn for kunderne og medarbejderne, skriver administrerende direktør Karen Frøsig i regnskabet.

Mens det er kørt nogenlunde stabilt for indtægterne på renter og gebyrer, har der været medvind på andre, vigtige poster.

Afkastet på Sydbanks obligations- og aktiebeholdning steg til 136 millioner kroner, og samtidig kunne banken nøjes med at afsætte 11 millioner kroner til tab på udlån. Det tal var i første kvartal 2016 på 38 millioner kroner.

Ikke mindst landbruget er i bedring, skriver Sydbank.

- I 2016 var det stort set kun økologiske mælkeproducenter og svineproducenter, der kunne realisere en acceptabel indtjening.

- Landbrugets situation er i 2017 forbedret væsentligt i forhold til 2016, skriver Sydbank.

Banken har et samlet udlån på 4972 millioner kroner til landbruget. 755 millioner er allerede hensat til at blive tabt, mens 1201 millioner er i problemer og betegnes som "værdiforringede".

- Der er fortsat stor spredning på lønsomheden i de enkelte landbrugsbedrifter, men med de aktuelle afregningspriser på mælk og svinekød vil de fleste kunne realisere overskud – dog bortset fra "rene" slagtesvineproducenter.

- Der er udsigt til, at de overskudsgivende markedsvilkår vil fortsætte i resten af 2017, skriver Sydbank i sit regnskab, men afslutter i en sober tone:

- Den aktuelle, positive udvikling ændrer dog ikke på det forhold, at landbruget generelt har en for stor gæld og derfor er meget sårbar over for udviklingen i afregningspriserne og renteniveauet.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx