16/09-17 13:05; Opdateret: 16/09-17 17:19

Legetøjsikon balancerer på kanten af konkursLegetøjsikon balancerer på kanten af konkurs

Den enorme legetøjskæde Toys "R" Us rygtes på randen af konkurs. Det vil ikke berøre danske butikker.

storybild

København. Den kendte og enorme legetøjskæde Toys "R" Us har svært ved at skaffe penge til at dække sine udgifter og er få uger fra at erklære sig selv konkurs.

Det skriver flere internationale medier, blandt andre Wall Street Journal og CNBC.

Giganten havde ved udgangen af 2016 over 62.000 ansatte og 1691 butikker verden over. Derudover var der 257 butikker på licens.

Det er tilfældet i Danmark, hvor selskabet TopToy har købt sig retten til at skrive Toys "R" Us sine butikker.

Toys "R" Us har i årevis kæmpet med at blive profitable i kampen mod store onlinevarehuse som Amazon.

Samtidig sidder Toys "R" Us på en markant gæld på 4,8 milliarder dollar, små 30 milliarder kroner, som blev optaget, da en række kapitalfonde købte selskabet i 2005.

En del af den gæld skal betales tilbage eller fornys næste år, men der er opstået frygt for, om Toys "R" Us kan det. Det har så igen fået leverandører til at stramme gevaldigt op.

Ifølge finansmediet Bloomberg holder leverandørerne igen med leveringer, fordi prisen for at forsikre dem er steget voldsomt, og fordi leverandører tit er de sidste, der får penge ud af et konkursbo.

Den hårde situation har ifølge CNBC fået Toys "R" Us til at kontakte advokatfirmaet Kirkland & Ellis for at hjælpe dem med at gå konkurs under de amerikanske Chapter 11 konkursregler.

De lader et selskab gå konkurs, men giver selskabet lov til at forsøge at redde sig selv under opsyn af en dommer.

Toys "R" Us solgte i 2016 for 11,5 milliarder dollar - 71,5 milliarder kroner.

Det endte dog med et underskud på 224 millioner kroner ikke mindst grundet renteudgifter til gælden på 455 millioner dollar, 2,8 milliarder kroner.

En konkurs i USA kommer ikke til at berøre de danske Toys "R" Us butikker, skriver Top Toy i en skriftlig kommentar.

- Vi har købt retten til at bruge navnet, men vi ejer selv butikkerne i Norden.

- Så en konkurs i USA vil ikke have nogen betydning for os i Norden. Men vi håber selvfølgelig, at det amerikanske Toys ’R’ Us får deres virksomhed på ret køl igen, skriver kommunikationsdirektør i TopToy Liselotte Gjerdum Carlsen.

Legetøjskæden blev etableret i 1948 som en butik, der solgte eksempelvis krybber og vugger til de mange forældre under det såkaldte babyboom efter Anden Verdenskrig.

Forældrene efterspurgte også legetøj, og så var rejsen begyndt.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx