Af Ritzau - 10/04-17 07:00

Det kan blive dyrt ikke at tjekke størrelsen på husetDet kan blive dyrt ikke at tjekke størrelsen på huset

Hvis du skal købe eller sælge et hus, er det vigtigt at tjekke, om husets areal stemmer overens med det areal, der står anført i Bygnings- og Boligregisteret.

storybild

Hvis du som sælger ikke har registreret arealet på dit hus korrekt i BBR, så kan du risikere et erstatningskrav, hvis det efter salget viser sig, at arealet var forkert. (Billede: Scanpix/Martin Ballund)

Da Helle og Michael for nylig kiggede på en villa, som de var interesserede i at købe, målte de for en god ordens skyld, hvor stor villaen var.

I ejermeddelelsen fra Bygnings- og Boligregisteret (BBR) stod der, at villaens boligareal var 109 kvadratmeter, og det samme stod der i tilstandsrapporten.

Men opmålingen viste, at huset kun var 98 kvadratmeter. Derfor var prisen på huset ifølge parrets uvildige boligrådgiver, Michael Christensen, sat 300.000 kroner for højt.

Michael Christensen har set mange eksempler på huse, som ikke har det areal, der står anført i BBR og tilstandsrapporten.

- Vi finder fejl i omkring hver tredje af de 450 bolighandler, vi kigger på om året, siger Michael Christensen, der er uvildig boligrådgiver ved Boligraadgiver.dk.

Hvis husets areal er mindre, end der står anført i BBR og i husets tilstandsrapport, kan du altså være berettiget til et afslag i prisen.

Højesteret har i 2013 truffet afgørelse i to sager, hvor det blev slået fast, at forkert arealangivelse i forbindelse med hussalg medfører afslag i prisen. I de to sager blev der givet afslag på 50.000 kroner og 150.000 kroner.

Hvis boligen viser sig at være større, end der står i registret, kan du også risikere at få en regning, fordi du skal betale mere i boligskat.

Det er sælgers ansvar, at oplysningerne i BBR er korrekte. Fejlen sker typisk, hvis en sælger har lavet en tilbygning, en udestue eller en garage til huset, som er bygget uden tilladelse, og sælger derfor ikke har registreret tilbygningen, fortæller Michael Christensen.

Når huset sættes til salg, kommer der en byggesagkyndig ud og går huset igennem, men den byggesagkyndige måler typisk ikke efter, om husets areal stemmer overens med det areal, der står anført i BBR.

De laver en bemærkning i tilstandsrapporten, hvis de kan se, at arealet er forkert, eller hvis der er en tilbygning til huset, som ikke står registreret.

- Men man kan aldrig være stensikker på, at det anførte areal i BBR og tilstandsrapporten er rigtigt, siger Peter Boe Christensen, der er næstformand i Danske Boligadvokater.

Han har været involveret i flere sager, hvor et boligareal har været mindre eller større end anført.

- Er man det mindste i tvivl, skal man tage målebåndet med, siger han.

Som køber kan man selv måle huset efter.

Og hvis man ikke føler sig tryg ved at gå huset igennem med tommestokken, kan man overveje at hyre en byggesagkyndig selv, siger Peter Boe Christensen.

Fakta: Mål hvor stort huset er

- Hvis du vil være sikker på, at husets areal stemmer overens med, hvad der står i Bygnings- og Boligregisteret og tilstandsrapporten, så kan du selv måle efter.

- Men du skal være opmærksom på, at der er regler for, hvad der tæller med i husets samlede areal, og hvad der ikke tæller med.

- Du kan finde målevejledninger på bbr.dk/arealvejledning.

Kilde: Bygnings- og Boligregisteret

/ritzau/FOKUS

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx