Har du en god historie eller et tip? Kontakt redaktionen på
news@mx.dk
Grotesk afslag til job-ansøger: Du har 'dårligt ry'
En ansøger, der søgte job hos fragtfirmaet Swissport, blev afvist med begrundelsen: SAS-medarbejdere har ikke det bedste ry.
En tidligere SAS-medarbejder fik afslag på jobansøgning med begrundelsen: Du har et dårligt ry. (Billede: JØRGENSEN JAKOB)
I afslag til job-ansøgere bruges normalt formuleringer som “der var mange kvalificerede ansøgere” eller “du manglede nogle års erfaring.”
Men en tidligere SAS-medarbejder fik for nylig et afslag med en noget mere negativ tone:
- Tak for din ansøgning. Jeg må desværre sige at jeg er meget forbeholden over for medarbejdere der har været i mange år hos SAS, de har ikke det bedste ry. Så jeg må ønske dig held og lykke i din videre søgen, stod der i afslaget, som en mellemleder i fragtselskabet Swissport sendte til den tidligere SAS-medarbejder.
Ifølge rejse-sitet har det nedladende afslag vakt opsigt blandt handlingsmedarbejdere i Københavns Lufthavn - blandt andet i SAS Ground Handling, som Swissport sidste år købte 10 procent af.
Swissports ledelse erkender da også, at det var et klart fejlskud fra mellemlederen:
- Det er uheldigt og beklageligt, at det er sket. Og absolut en fodfejl. Det er hverken min eller Swissport’s holdning. Det står helt for mellemlederens egen regning, understreger Swissports danske direktør, Henrik Holming Werner, over for Check-in.dk.
Den pågældende mellemleder skal stoppe bed udgangen af maj, men det skyldes andre årsager, lyder det fra Swissport.