02/09-17 23:05

TV-selskaber lancerer ny service: Optag alt hvad du vilTV-selskaber lancerer ny service: Optag alt hvad du vil

Yousee og Waoo tager nu nye våben i kampen om tv-kunderne. Nu skal man kunne se sine optagelser over alt.

storybild

Både Yousee og Waoo vil nu tilbyde kunderne, at de kan optage tv fra alle de kanaler, de vil, samtidigt, og så siden se optagelser på tv, telefon, tablet eller pc. Her ses Waoos løsning. Free/Ritzau

København. Flere af de store leverandører af tv-signaler tager nu nye våben i brug i kampen om kunderne.

Således har både landets største distributør, Yousee, og nummer fire, Waoo, meddelt, at de vil lancere en ny service, der gør det muligt for tv-seerne at optage programmerne og gemme dem i "skyen".

Fra "skyen", som er en harddisk, der står i tv-selskabets datacenter, kan man så hente det optagede program til for eksempel en telefon eller en tablet.

- Der skal være noget for de kunder, som ønsker at se programmerne på andre tidspunkter og på andre måder. Derfor lancerer vi nu den her mulighed, siger Jørgen Stensgaard, der er administrerende direktør for Waoo.

Selskabet, der har godt 145.000 tv-kunder, lancerer den nye service i løbet af september. I første omgang vil man kunne optage op til 30 programmer, som kan gemmes i op til tre måneder.

- Når vi har set, hvordan vores kunder tager i mod det tilbud, vurderer vi, om vi for eksempel skal udvide antallet af programmer eller perioden de kan gemmes i, siger Jørgen Stensgaard.

Han forventer, at man vil kunne optage fra 98 procent af Waoos tv-kanaler og alle de store kanaler vil være med fra starten.

Hos Yousee, der med 1,3 millioner tv-kunder med afstand er Danmarks største distributør af tv-signaler, er man også klar med optagelser i "skyen".

Det sker, når man om kort tid lancerer en ny tv-boks, der, ligesom Waoos, kan levere tv i den meget høje 4K-kvalitet, samt optage tv, som man så senere kan se enten fra boksen, på en telefon, tablet eller en pc.

Hos Yousee sætter man ikke antal på, hvor mange programmer den enkelte kunde må optage. I stedet sætter man en grænse ved 250 timers optagelser.

Både hos Yousee og Waoo kan man optage så mange kanaler, man har lyst til, samtidigt.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx