Af Ritzau - 13/03-17 20:32

Forsvarets it-spioner advarer rederier mod stor trusselForsvarets it-spioner advarer rederier mod stor trussel

Skibsfart er en af Danmarks allervigtigste erhverv. Og det er stærkt truet af it-kriminelle, advarer FE.

storybild

Rederier som A.P. Møller - Mærsk står over for en stor trussel fra it-kriminelle, vurderer FE. (Billede: Maersk Line)

Rederier og skibsfart er et af de største erhverv i Danmark. Og truslen fra it-kriminelle og stater, der bedriver industrispionage, er meget høj.

Det vurderer Forsvarets Efterretningstjenestes Center for Cybersikkerhed, CFCS, i en rapport udgivet mandag.

- I dag har skibe konstant internetadgang og er derfor ikke længere isoleret fra truslen fra it-kriminalitet. Med Danmark som en stor søfartsnation er det vigtigt at anerkende truslen mod sektoren, skriver chefen for CFCS, Thomas Lund-Sørensen.

Centret skriver i rapporten, at der i dag er 30.000 skibe med konstant adgang til internettet mod 6000 i 2008.

Internettet bliver brugt til alt fra detailstyring af skibets rute, kontinuerlig optimering og overvågning af skibets motorer til helt almindelig underholdning for besætningen.

Det gør sektoren sårbar over for en stribe aktører, der kunne have en interesse i at angribe systemerne.

- Truslen af cyber-kriminalitet er MEGET HØJ. Sektorspecifikke trusler inkluderer smugleri og tyveri afstedkommet via it samt ransomware (software der låser filer, så der kan opkræves løsepenge) og bedrageri, skriver CFCS.

Af de cyber-trusler, der allerede er blevet til virkelighed, har kriminelle solgt skibes præcise positioner til pirater og har lokaliseret specielt værdifuld fragt, så det kan stjæles.

Det er dog ikke kun kriminelle, der er truslen. Også andre nationalstater, der hjælper egne virksomheder via industrispionage, er farlige for rederierne.

- Flere stater bruger systematisk it-spionage til at skabe en konkurrencefordel og for at støtte politiske eller økonomiske interesser, skriver CFCS og fortsætter:

- Flere stater udvikler evnerne til at iværksætte destruktive cyberangreb mod fremmede stater. Skibsfarten, i form af havne og skibe, er potentielle mål herfor.

CFCS vurderer truslen for industrispionage via it fra andre stater som "meget høj".

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx