Af Ritzau - 06/04-17 03:43

Energisektor: Europæisk felttog kan vindes på forskningEnergisektor: Europæisk felttog kan vindes på forskning

Et europæisk nej til kulkraft åbner døren for dansk energieksport. Men sektoren beder om lidt medvind.

storybild

Hvis danske energivirksomheder skal gribe en gylden chance de næste år, skal de bruge hjælp i form af private og offentlige midler til udvikling, mener Dansk Energi. (Billede: Scanpix/Claus Fisker)

El-selskaberne i Europa har besluttet, at efter 2020 er det slut med at investere i kulkraft. Meddelelsen fra selskabernes fællesorganisation, Eurelectric, kom onsdag.

Dansk Energi, der repræsenterer de danske energiselskaber, er svært tilfreds med den udsigt.

- Det er klart, at vi kan lukrere på de kompetencer, som vi allerede har inden for vind og biomasse. Det er noget andre europæiske lande vil efterspørge i endnu højere grad, siger underdirektør Anders Stouge.

Men efterspørgslen efter danske virksomheders kundskaber kommer ikke af sig selv, understreger han.

Han peger på, at hvis danske virksomheder skal vinde kampen om de kommende kontrakter, skal man først med den afgørende forskning.

- Det forudsætter, at vi bliver ved med at videreudvikle på det her område. Og det forudsætter, at der også er midler til det. Både private og offentlige, siger underdirektøren.

Særlig en form for vedvarende energi har potentiale, mener han.

- Det forudsætter også, at vi i Danmark viser, at det kan lade sig gøre at bruge al den grønne strøm. Særligt ved vind, der jo er uregerlig. Den er der, når det blæser, siger Anders Stouge.

- Vi skal bruge den grønne strøm på de rigtige tidspunkter. Det er vores udfordring at vise, at systemet kan hænge sammen med meget grøn elektricitet.

Eurelectric repræsenterer omkring 3500 europæiske el-selskaber. 26 ud af 28 EU-lande har støttet op om udmeldingen, skriver Børsen. Det er Polen og Grækenland, der ikke ønsker at tilslutte sig.

- Det betyder, at resten af Europa får meget stor fart på den grønne omstilling, vurderer Anders Stouge.

El-selskabernes melding betyder ikke, at nuværende kulkraftværker lukker. Det betyder, at der ikke tilføres nye.

EU har en målsætning om, at 27 procent af al energi i 2030 kommer fra en vedvarende energikilde.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx