Af Ritzau - 15/05-17 15:49; Opdateret: 15/05-17 20:15

Ny Uber-agtig app er allerede blevet meldt til politietNy Uber-agtig app er allerede blevet meldt til politiet

Samme dag som ny køretjeneste lanceres, bliver den nu meldt til politiet af Trafikstyrelsen.

storybild

På et pressemøde i Rødovre præsenteres appen Ubr City af firmaets pressechef, Per Jakobsen, og medejer Lars Hjartbo (billedet) mandag formiddag. Der er tale om en transporttjeneste, ikke en taxatjeneste, siger pressechefen. (Foto: Martin Sylvest/Scanpix 2017) (Billede: Scanpix/Martin Sylvest)

Den nye køretjeneste UBR City har knapt fået biler på gaden, før reaktionen falder prompte fra Trafikstyrelsen.

Styrelsen melder UBR City til politiet for at få afprøvet, om den holder sig inden for lovens rammer. Det oplyser styrelsen i en mail.

- Herefter er det op til politiet at vurdere, hvorvidt UBR City overtræder taxiloven ved at udføre erhvervsmæssig personbefordring uden tilladelse.

- Styrelsen overvåger i øvrigt løbende markedet for personbefordring og vurderer herunder lovligheden af nye services, som lanceres, siger vicedirektør Keld Ludvigsen fra Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen i mailen.

UBR City blev lanceret mandag. Det er en tjeneste, der tilbyder transport af genstande i en radius af godt 70 kilometer fra København.

Tjenesten baserer sig ligesom Uber på en app, hvor man kan bestille en chauffør, og navnet læner sig også meget tæt op ad forbilledet Uber.

Som konsekvens af den danske taxilovgivning måtte Uber i april lukke ned i Danmark.

Ifølge UBR Citys pressechef, Per Jakobsen, er forskellen på de to køretjenester, at UBR City er en transporttjeneste, ikke en taxatjeneste.

Det betyder i praksis, at man for at benytte tjenesten skal have transporteret noget, og så må man selv gerne køre med på turen.

Præcis samme koncept benytter man sig også af hos Habil, som i april blev politianmeldt for brud på taxalovgivningen.

Ifølge UBR City er der allerede over 100 chauffører tilmeldt tjenesten.

Uber hævdede at være en samkørselstjeneste, men blev i Danmark regnet som ulovlig taxikørsel. Med en ny taxilov blev kravene til biler, der kører taxikørsel, skærpet, så de blandt andet skal have sædefølere og taxametre.

Det tog livet af Uber-konceptet, hvor private udbyder kørelejlighed mod betaling.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx