Af Ritzau - 11/05-17 10:03; Opdateret: 11/05-17 13:09

EU melder dansk økonomi på ret kurs mod højere vækstEU melder dansk økonomi på ret kurs mod højere vækst

Det går fremad for dansk økonomi. Ikke i et hæsblæsende tempo, men vi er i et opsving, siger Steen Bocian.

storybild

Det går støt og roligt fremad for dansk økonomi, fastslår EU-Kommissionen i en ny prognose. (Billede: Free/Colourbox)

Dansk økonomi har støt og roligt kurs mod højere vækst, viser en prognose, som EU-Kommissionen offentliggør torsdag.

Væksten ventes at være på 1,7 procent i år mod 1,3 procent sidste år, spår kommissionen i sin økonomiske forårsprognose.

I sin vinterprognose, der kom for tre måneder siden, mente EU-Kommissionen, at den danske vækst ville ende på 1,5 procent i år.

Så nu får forventningen et lille ekstra nøk opad.

Dansk økonomi vil vokse med 1,8 procent i 2018, mener kommissionen. Det er samme vurdering som for tre måneder siden.

Cheføkonom Steen Bocian fra Dansk Erhverv siger, at EU-Kommissionen tegner et billede af dansk økonomi i fremgang.

- Det går fremad for dansk økonomi. Ikke i et hæsblæsende tempo, men vi har lagt krisen bag os og er i et økonomisk opsving, siger Steen Bocian.

Han mener, at den største udfordring for dansk økonomi i de kommende år er at tøjle opsvinget, så det ikke kommer til at gå for stærkt.

- Det er boligmarkedet, der er en risikofaktor, specielt i de store byer. Og så at vi undgår, at der kommer flaskehalse på arbejdsmarkedet, siger han.

EU-Kommissionen skriver sin vurdering af Danmark, at det er det private forbrug, der driver den økonomiske fremgang.

Forbruget støttes af, at der er kommet flere i arbejde, mens reallønnen fortsætter med at stige, og renterne stadig er i bund.

- Stigningen i beskæftigelsen forventes at forblive stærk og arbejdsløsheden at falde yderligere, selv om arbejdsstyrken vokser, skriver kommissionen.

Inflationen i Danmark har stort set ligget stille i flere år. Men nu venter EU-Kommissionen prisstigninger på 1,4 procent i år og 1,7 procent næste år.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx