Af Ritzau - 23/06-17 09:29; Opdateret: 23/06-17 11:45

Dyrere kød og billigere foder booster landmænds indtjeningDyrere kød og billigere foder booster landmænds indtjening

Det går bedre med økonomien i dansk landbrug, viser opgørelse fra Danmarks Statistik.

storybild

Produktionen af blandt andet svinekød blev mere værd i 2016 for danske landmænd, som havde fremgang i økonomien. (Billede: Scanpix/Camilla Rønde/arkivfoto)

Landbrugets økonomi er i bedring, viser opgørelse over indtægter og udgifter for de danske landmænd i 2016. Det oplyser Danmarks Statistik.

- Landbrugets bruttofaktorindkomst for 2016 er foreløbig opgjort til 21,2 milliarder kroner. Det er en stigning på 0,9 milliarder kroner - eller 4,2 procent - i forhold til 2015, lyder det.

Bruttofaktorindkomst er en samlet beregning af plusser og minusser på bundlinjen for landmændene. Det vil sige værdien af produktion og direkte tilskud minus udgifter til produktion, skatter og afgifter.

Og samlet er der altså mere til landmændene efter det regnestykke. De har fået bedre priser for deres kød og skind, mens for eksempel foder er blevet billigere.

Værdien af landbrugets varer fra dyr steg med 2,4 milliarder kroner til 45,2 milliarder kroner.

Værdien af svineproduktion og pelsskind steg, mens der kom mindre i kassen fra mælk.

Til gengæld faldt værdien af den vegetabilske produktion med 7,4 procent til 23,6 milliarder kroner. Fald i kornpriser og mindre høst trækker ned.

I det samlede regnskab betyder det dog meget, at forbruget i produktionen til gengæld faldt med 1,2 milliarder kroner til 58,6 milliarder kroner.

Det skyldes især lavere priser på foderstoffer og gødning.

Samlet steg salget af landmændenes varer syv procent, mens forbruget i produktionen faldt 1,9 procent.

Selv om det går frem med økonomien, er der et stykke vej endnu til fordums storhed.

Resultatet i 2016 er under niveauet fra før finanskrisen. Det oplyser Danmarks Statistik. Det er 13 milliarder kroner under rekordåret 2012.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx