20/10-17 16:09; Opdateret: 20/10-17 17:20

PostNords bestyrelsesformand afliver fremtidige postkriserPostNords bestyrelsesformand afliver fremtidige postkriser

Den nye postaftale sikrer ifølge bestyrelsesformand i PostNord, at der ikke kommer nye postkriser i fremtiden.

storybild

København. En ny postaftale er forhandlet på plads mellem Danmark og Sverige.

Det betyder ifølge bestyrelsesformand i PostNord Jens Moberg, at PostNord bliver en lønsom virksomhed.

- Når omstillingen er gennemført, kan vi opretholde vores samfundsservice med en lønsom brevvirksomhed, selv om der er lave brevmængder i Danmark.

Han mener således ikke, at der kan komme nye postkriser i Danmark i fremtiden.

- Der kan ske ting, som vi ikke kan forestille os. Men i vores beregning har vi kalkuleret med, at brevmængderne fortsat vil falde - endda ganske kraftigt - og det går, siger han.

Bestyrelsesformanden mener, at omlægningen fremtidssikrer postkoncernen.

- Vi har haft fokus på at gøre forretningen økonomisk bæredygtig, og det er det, vi satser på.

For at gøre firmaet mere bæredygtigt, bliver breve fremover kun uddelt én gang om ugen. Den ugentlige postdag vil variere, alt efter hvor i landet man bor.

Et andet tiltag for at bedre økonomien i den økonomisk trængte virksomhed er en lang række fyringer i PostNord, fortæller Jens Moberg.

- Vi kommer til at afskedige 1000 ansatte om året de næste fire år. Vi har været ude og spørge medarbejderne, om de vil lave frivillige aftaler om at stoppe. Det har en del allerede sagt ja til, siger han.

Han kan ikke fortælle, hvornår det er endeligt afklaret, hvem der skal forlade virksomheden.

Selv om der kommer afskedigelser og nedskæringer, så fører det også meget godt med sig, mener Jens Moberg.

Det eneste, han kan forestille sig, der kan skabe en ny postkrise, er, hvis der en dag slet ikke sendes breve.

- Så er det klart, at vi har et problem. Vi er sikre på, at inden for de kommende år er denne her aftale tilstrækkelig. Den er rigtig og tilstrækkelig.

Fællestillidsmand for fagforeningen HK's PostNord-ansatte Eigil Johannesen er enig med bestyrelsesformanden.

Ifølge ham havde alle andre løsninger end den nuværende været "dumme".

- Det er selvfølgelig ikke rart, at de ansatte skal leve i uvished. Nu har alle medarbejdere dog i et halvt år frygtet en fyreseddel, så det, at der kommer fakta om, hvem der får en fyreseddel, vil skabe ro på arbejdspladsen.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx