Af Ritzau - 26/05-17 11:58

Skidt vejr og udenlandske ambitioner koster Paradis dyrtSkidt vejr og udenlandske ambitioner koster Paradis dyrt

Iskæden Paradis må notere et millionunderskud i 2016, da drømmen om udenlandske forretninger taber penge.

storybild

Det gik tilbage for Paradis i 2016, hvor selskabets amerikanske forretning tabte millioner. (Billede: Free/Paradis)

Sommersolen i disse dage brager ned over det ganske land og frister til køb af is. Sidste sommer var dog våd og kold, og det mærkede den kendte iskæde Paradis, der har 50 butikker Danmark over, i sit regnskab.

Indtjeningen i den danske del af forretning faldt. Og da kædens amerikanske drøm tabte 2,8 millioner kroner, blev det til et samlet minus for Paradis på 1,3 millioner kroner sidste år.

- Det handlede i høj grad om det dårlige vejr. I 2016 var sommeren våd og kold i Danmark, og det rammer os hele vejen rundt.

- Når det er koldt og vådt, sælger vi ikke så meget is, som vi kunne tænke os, siger administrerende direktør Anders Wall om regnskabet.

Trods faldet i salget kunne den danske del af forretningen notere et overskud på 1,7 millioner kroner.

Men den amerikanske del af forretningen, hvor Paradis forsøger at opbygge et is-imperium ligesom det danske, trak det samlede resultat i minus.

- Det er nærliggende at tro, at der er noget, der ikke fungerer i USA. Men det fungerer faktisk ganske godt. Vi har bare sat gang i nogle tiltag, der koster penge på den korte bane.

- De butikker, vi har åbnet, har mange loyale kunder, der vender tilbage igen og igen. Så det bestyrker vores tro på markedet.

- Men det tager os lang tid at finde de rigtige butikker og lang tid for os at åbne dem, fordi der er ret meget bureaukrati, siger Anders Wall.

Paradis forventer, at det vil gå frem for både salget og resultatet i 2017. Det på trods af, at langt flere konkurrenter er kommet til på markedet for dyr is i Danmark.

- Der er stigende konkurrence. Det tager vi som et kompliment og byder velkommen.

- Faktisk oplever vi, at det samlede marked vokser, når vi er flere, der kan hæve kvaliteten af is.

- Og det giver umiddelbart heller ikke noget prispres, men bare flere kunder, der bliver vant til, at is skal laves af gode råvarer, siger direktøren, der efter et koldt forår noterer sig, at solen skinner igen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx