21/08-17 10:51; Opdateret: 21/08-17 11:18

Minister: Køber af Mærsks olieforretning satser på DanmarkMinister: Køber af Mærsks olieforretning satser på Danmark

Energiminister ser franske Total som en "stærk køber" af Mærsks olieforretning og tror på flere nye job.

storybild

København. En god løsning for Mærsk og for Danmark.

Sådan lyder det fra energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V), efter at A.P. Møller-Mærsk har meddelt, at man sælger sine olie- og gasaktiviteter til det franske selskab Total.

- Total er en virkelig stærk køber af Mærsks olie- og gasforretning, og jeg har den største tillid til, at man fortsat vil sikre, at Danmark får store indtægter fra aktiviteterne i Nordsøen, siger Lars Christian Lilleholt til Ritzau.

Total har meddelt, at man med overtagelsen af Mærsks olie- og gasaktiviteter etablerer et nyt "ankerpunkt" i Danmark.

Det er ifølge Lars Christian Lilleholt udtryk for, at man satser på Danmark.

- Jeg glæder mig over, at Total også vil samle aktiviteterne fra Norge og Holland i et nyt hovedkvarter placeret i Danmark. Det vil betyde vækst og udvikling i Danmark, siger Lars Christian Lilleholt.

Han er tilfreds med, at den nye ejer vil videreføre aftalen om en genopbygning af Tyra-feltet i Nordsøen.

Det er herfra, hovedparten af olie- og gasproduktionen i den danske del af Nordsøen stammer fra.

Men feltet er nedslidt og synker langsomt i havet. Derfor skal der investeres for at genoprette det.

- Man overtager alle Mærsks forpligtelser, herunder en fuld genopbygning af Tyra-feltet, siger Lars Christian Lilleholt.

Om det samlet set vil betyde flere arbejdspladser i Danmark, er ifølge ministeren for tidligt at sige.

- Men jeg har en god mavefornemmelse, tilføjer han.

Maersk Oil blev etableret i 1962, da A.P. Møller-Mærsk vandt retten til at udforske og udvinde olie og gas i Nordsøen.

Derfor er det også noget af et nationalt klenodie, som nu skifter ejer.

- Ting udvikler og forandrer sig. Det at udforske olie og gas kræver mange armkræfter og stærk finansiel styrke.

- Jeg er glad for, at et selskab som Total har den styrke, der skal til for at fortsætte olie- og gasaktiviteterne og også øge dem, siger Lars Christian Lilleholt.

Handlen til omkring 47 milliarder kroner ventes gennemført i begyndelsen af næste år. Det kræver dog, at konkurrencemyndighederne siger god for den.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx