18/10-17 20:22

Kofod: EU-lande har modarbejdet kontrol med skattesnydKofod: EU-lande har modarbejdet kontrol med skattesnyd

Der sidder EU-lande og vogter over egne interesser, siger EU-parlamentariker om ny rapport om skattesnyd.

storybild

Bruxelles. Flere EU-lande har modarbejdet kontrol med skattesnyd ved ikke at følge den lovgivning, der er på området.

Det vurderer EU-parlamentariker Jeppe Kofod (S), der i over et år har stået i spidsen for en rapport om skattesnyd, som de såkaldte Panama-papirer har afsløret.

- Selvfølgelig har banker, advokater, formueforvaltere og rådgivere haft et kæmpe ansvar for at opbygge strukturer, hvor man kan gemme sine penge eller vaske sorte penge hvide.

- Men også EU’s medlemslande har fejlet fundamentalt i at bekæmpe grænseoverskridende skattesnyd, siger han.

Rapporten er lavet af et særligt udvalg, som EU-Parlamentet har nedsat, hvor Kofod har været tovholder sammen med en kollega. Den er netop blevet endeligt vedtaget af resten af udvalget onsdag aften.

EU-landene har ikke formået at koordinere og samarbejde om lovgivning mod skatteunddragelse, skatteundgåelse og hvidvaskning af penge, konkluderer rapporten. Og ifølge Kofod udgør det et brud på EU-traktaten.

- Når lande vedtager lovgivning om eksempelvis hvidvaskning, men ikke gennemfører den og sikrer, at politi og myndigheder kan løse opgaven, har man fejlet og brudt traktaten om oprigtigt samarbejde, siger han.

Desuden har kommissionen ikke været god nok til at holde øje med det, påpeger parlamentarikeren.

Et andet sted, hvor rapporten slår ned, er i forhold til arbejdet i det EU-udvalg, hvor medlemslandene arbejder med et adfærdskodeks for erhvervsbeskatning.

Arbejdet skrider langsomt frem og udvalgets mødereferater er ikke offentlige. Desuden kan enkelte medlemslande blokere for nye initiativer.

Det er til skade for en effektiv gennemførelse af afgørende lovgivning om at bekæmpe skattesnyd i EU, fremgår det i rapporten.

- Der sidder lande og vogter over deres egne interesser og forretningsmodeller på bekostning af nabolandet. Det kan de gøre ubemærket, forklarer Kofod.

Ifølge ham burde kommissionen sammen med Parlamentet kræve en reform af den måde, EU arbejder med eksempelvis selskabsskat på.

Panama-skandalen begyndte at rulle, da 11,5 millioner dokumenter fra det panamanske advokatfirma Mossack Fonseca blev lækket.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx