Af Ritzau - 27/04-17 11:51

Energiminister: Jeg kan ikke bruge penge jeg ikke harEnergiminister: Jeg kan ikke bruge penge jeg ikke har

Lars Christian Lilleholt er enig i behov for flere penge til energiforskning. Men pengene kommer først senere.

storybild

Energiafgifter skal lægges om. Markedskræfter skal fylde mere, og energipolitikken skal være både ambitiøs og langsigtet. Vi skal omlægge afgifter, der skævvrider, mener Energikommissionen. Kommissionsformand Niels B. Christiansen overdrager rapport til energi- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt 24. april 2017. (Billede: Scanpix/Ida Guldbæk Arentsen)

Energi- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) er enig med energibranchen i, at der burde være flere offentlige penge til forskning og udvikling af ny grøn energiteknologi.

- Der er slet ikke tvivl om, at et af de områder, Danmark skal leve af i fremtiden, er eksport af energiudstyr.

- Derfor vil der også være sund fornuft i at skrue op for pengene til energiforskning. Men pengene skal jo være der, før jeg kan bruge dem, siger Lilleholt til Ritzau.

Virksomhederne under DI Energi finder det dybt bekymrende, at der er skåret kraftigt ned på statens støtte til forskning i energiteknologi.

Det underminerer vores fremtidige eksport, mener branchedirektør Troels Ranis.

Eksporten af energiteknologi er på få år kommet op over 70 milliarder kroner årligt, men er nu inde i et svagt fald igen.

Det vil fortsætte, hvis ikke både stat og virksomheder skruer op for forskning og innovation, advarer DI.

Og ministeren er for så vidt enig. Også med Energikommissionen, som tidligere på ugen anbefalede, at Danmark satser betydeligt mere på forskning og udvikling end i dag - nemlig en milliard kroner.

- Som minister kæmper jeg selvfølgelig for at få flere penge til klima- og energiområdet.

- Men jeg er også del af en samlet regering, der skal have økonomien til at hænge sammen, siger Lars Christian Lilleholt.

I 2010-2012 blev der brugt over en milliard offentlige kroner om året på energiforskning.

I 2015 var beløbet faldet til 800 millioner, men Venstre-regeringen har næsten halveret støtten til nu godt det halve.

I 2020 skal beløbet dog op på 580 millioner, lover Lilleholt. Og han peger på, at der også var en faldende tendens under SR-regeringen - fra godt en milliard kroner til 800 millioner.

- Så man må jo sige, at det er gået ned ad bakke i nogle år, tilføjer ministeren.

Danmark tilsluttede sig under klimatopmødet i Paris i 2015 sammen med en snes andre lande initiativet Mission Innovation.

- Her er vi enige om at fordoble midlerne til energiforskning i 2020, siger Lilleholt.

De 580 millioner kroner i 2020 er en fordobling af gennemsnittet for 2015 og 2016 af de penge, der ydes gennem EUDP, Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx