Af Amalie Abildgaard - 14/09-17 20:47

Ny dansk restaurant bestormes af kunder: Har fået 1200 booking INDEN åbningNy dansk restaurant bestormes af kunder: Har fået 1200 booking INDEN åbning

Mesterkokken Dennis Juhl og hans souschef Frederik Østeraa står bag den nye restaurant Textur, der fredag åbner på Vesterbro i Aalborg. Allerede inden åbningen har den fået overvældende opmærksomhed.

storybild

Holdet bag restaurant Textur. Fra venstre: Frederik Østeraa, Mads Hansen, Dennis Juhl, Maria Sørensen, Kasper Larsen. (Billede: Morten Søby)

Det skriver Nordjyske.

Over 1200 bookinger er allerede tikket ind, før restauranten Texturs åbning den 15. september via DinnerBooking.com, hvilket bookingsiden kalder 'helt usædvanligt'.

Kokken Dennis Juhl er også selv overrasket over den abnorme opmærksomhed, fortæller han til MX.

»Vi havde ikke set, at opmærksomheden ville være så voldsom. Det er jeg meget ydmyg over, og det er en stor ting, at folk viser os den tillid,« siger Dennis Juhl, der har været 13 år på den femstjernede Ruth Hotel i Skagen.

De mange bookinger er nok til at fylde resten af året ud. Hvis man spørger kokken selv, skyldes de mange henvendelser, at de tilbyder deres gæster et koncept, der ikke er set i Nordjylland før.

»Vores koncept er lokale råvarer, både når det gælder råvarer og møbler. Vi har to tønder land i Nordjylland, hvor vi selv dyrker. Og så er priserne letgennemskuelige,« siger Dennis Juhl, der fortæller, at tre retter koster 333 kroner, fire retter koster 444 kroner, mens fem retter koster - ja, du gætter rigtigt - 555 kroner.

Menuen kommer ifølge kokken til at bestå af moderne mad. Selv om de mange bookinger måske vil få selv de mest rutinerede kokke til at få sved på panden, tager Dennis Juhl det i stiv arm.

»Presset ligger i, at gæsterne kommer ind og forventer god mad og behagelig stemning. Og det kan vi godt indfri.«

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx