02/11-17 12:32; Opdateret: 02/11-17 17:28

Coloplast lukker i Thisted og afskediger 167 medarbejdereColoplast lukker i Thisted og afskediger 167 medarbejdere

Coloplasts fabrik i Thisted bliver lukket senest i 2020. Borgmester ser jobmuligheder for de 167 ansatte.

storybild

Thisted. 167 medarbejdere på Coloplasts fabrik i Thisted står til at miste deres arbejde.

Selskabet meddeler i forbindelse med offentliggørelsen af dets årsregnskab torsdag, at man planlægger at lukke fabrikken inden udgangen af regnskabsåret 2019/20.

Dermed går virksomheden, der producerer sygeplejeartikler, skridtet videre i forhold til den seneste fyringsrunde i september 2015.

Her reducerede man antallet af stillinger i Thisted fra 240 til 150.

Fabrikslukningen er et led i en ny driftsplan, der blandt andet indebærer en opgradering af fabrikker i Ungarn og Mellemamerika.

Nyheden kommer ikke helt bag på Thisteds borgmester, Lene Kjelgaard Jensen (K).

- Coloplast har gennem længere tid udfaset dets aktiviteter i området, så det kommer ikke som en stor overraskelse, siger hun.

- Men det er beklageligt, for Coloplast har været en god virksomhed, der har været her i mange år, og som har genereret mange arbejdspladser.

Sidste år blev det meldt ud, at en anden stor virksomhed, Oticon, lukker fabrikken i Thisted.

- Både Oticon og Coloplast har omlagt driften og etableret produktionssteder andre steder i verden. Det er en udvikling, vi har fulgt gennem længere tid.

- Heldigvis er der også mange virksomheder, der enten udvider eller kommer hertil, siger Lene Kjelgaard Jensen, der ser jobmuligheder for de berørte medarbejdere.

- Vi ser stor vækst inden for fiske- og træindustrien. Ufaglært arbejdskraft efterspørges også, fordi vi stadig har meget traditionel produktion her i området.

Meldingen fra Coloplast kommer oven på et regnskab, der viste et resultat efter skat på 4,95 milliarder kroner ud af en omsætning på 15,5 milliarder.

Coloplast har i løbet af det seneste regnskabsår øget omsætningen med seks procent.

Alligevel falder aktien torsdag med 10 procent efter regnskabets offentliggørelse.

Det skyldes formentlig ledelsens forventninger til det nye regnskabsår, hvor man forventer en omsætningsvækst på mellem fem og seks procent.

Det var godt og vel to procentpoint under analytikernes forventninger, og derfor bliver aktien nu prissat en hel del lavere end torsdag morgen, da fondsbørsen åbnede.

Coloplast havde i gennemsnit 10.420 ansatte på globalt plan sidste regnskabsår. Det tal er vokset fra 8143 for fem år siden.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx