Af Ritzau - 21/03-17 11:14

Voksende e-handel gav lastbiler mere at lave sidste årVoksende e-handel gav lastbiler mere at lave sidste år

Godstransporten med danske lastbiler voksede fire procent i 2016. Firmakørsel voksede meget i omfang.

storybild

Danske lastbiler flyttede mere gods sidste år. Det skyldes blandt andet, at der var færre tomme lastbiler på vejene. (Billede: Scanpix/Linda Kastrup)

Den danske lastbilbranche havde et fint 2016, hvor der var mere at lave end året før.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at godstransporten målt i mængden af gods ganget med den transporterede distance voksede med fire procent.

Og det er Michael Svane, der er branchedirektør i Dansk Industri, godt tilfreds med.

- Fremgangen afspejler jo, at der sker noget i dansk økonomi. Der er rigtigt meget at køre med for danske lastbiler, og vi er faktisk i en situation, hvor vi begynder at mangle biler og chauffører.

Særligt i kategorien firmakørsel - der dækker over virksomheders kørsel med egne vogne - er den øgede aktivitet til at tage at føle på med en stigning på 13 procent.

- Der er nogle segmenter, der vokser markant. Hele pakkeområdet og e-handelsbranchen er måske der, hvor det er tydeligst, i kraft af at danskerne handler mere på nettet, siger Michael Svane.

Han mener, at en øget effektivisering i branchen også er blandt årsagerne til, at der er kørt med mere gods i 2016.

- Både finanskrisen og miljødagsordenen har betydet, at vi er blevet bedre til at køre med så meget gods som muligt.

- Derfor leverer vi større transportarbejde på færre lastbiler, blandt andet fordi der blev kørt færre tomme ture, siger direktøren.

Han ser ingen grund til at tro, at 2017 ikke også skulle byde på vækst i transportarbejdet.

- Væksten fortsætter jo efter alt at dømme, og det vil også betyde, at der er mere, der skal transporteres.

- Der er selvfølgelig en udfordring med at tiltrække den nødvendige arbejdskraft, og derfor bliver brugen af både danske og udenlandske underleverandører formentlig også blive bragt i spil i højere grad, siger han.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx