Af Ritzau - 19/01-17 11:44; Opdateret: 19/01-17 14:12

Energiminister: Facebook-center falder ind i grøn trendEnergiminister: Facebook-center falder ind i grøn trend

Lars Christian Lilleholt er ikke bekymret for, at Facebook tager for stor en del af landets vedvarende energi.

storybild

Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) understreger, at der i Danmark er grøn energi nok til Facebook, Apple og andre virksomheder. (Billede: Free/Jeppe Bøje Nielsen)

Først valgte Apple at placere et stort datacenter i Danmark drevet af vedvarende energi, og torsdag er det officielt, at Facebook gør det samme.

Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) klapper i hænderne over udviklingen og ser det som en trend.

- Danmark er et foregangsland, og det er det, vi nu får kredit for, siger ministeren.

Lars Christian Lilleholt sad i Odense Byråd frem til 2015, og var derfor med til at sælge grunden til Facebook i sin tid.

Han mener, at virksomheden blev tiltrukket af Danmark på grund af landets højt rangerede energisystem og den stærke forsyningssikkerhed.

I Greenpeace er man også glad for Facebooks udmelding om vedvarende energi. Men organisationen skriver i en pressemeddelelse, at det er afgørende, hvordan Facebook vil sikre forsyninger fra nybygget vedvarende energi.

Frygten er, at Facebook spiser sig ind i den eksisterende pulje af grøn strøm.

Men den bekymring deler ministeren langtfra.

- Der er plads til Facebook, og der vil også være plads til flere datacentre, hvis andre end Facebook og Apple skulle få øje for Danmark.

- Vi producerer så store mængder af vedvarende energi, så jeg er ikke bekymret, siger Lars Christian Lilleholt.

Ministeren vil bruge Facebooks nye center til at gøre Danmarks grønne profil endnu mere synlig.

Han mener, det vil vække opsigt, at en verdenskendt virksomhed som Facebook vælger den grønne danske profil.

- Det vil efter min opfattelse kunne bidrage til at tiltrække endnu flere virksomheder til Danmark. Og også gerne flere datacentre, siger Lars Christian Lilleholt.

Hos Dansk Fjernvarme hæfter man sig ved, at Apples datacenter i Viborg og Facebooks i Odense vil frigive en masse overskudsvarme, der kan bruges.

- Hvis vi udnytter overskudsvarmen fra de kommende datacentre vil mere end 35.000 husstande kunne opvarme deres stuer med billig fjernvarme, siger direktør Kim Mortensen i en pressemeddelelse.

Efter pressemødet sagde Facebooks direktør for datacentre, Niall McEntegart, at den omstridte energiafgift PSO ikke spillede nogen rolle for placeringen.

Afgiften blev omlagt kort for jul og var særdeles omstridt, fordi EU-Kommissionen ifølge Venstre havde kendt den traktatstridig, selv om det ikke var tilfældet.

- Vi var bevidst om PSO, men det spillede ingen stor rolle overhovedet, siger Niall McEntegart ifølge Fyens Stiftstidende.

Den udmelding står i kontrast til den daværende V-regerings udmelding.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx