20/09-17 20:15; Opdateret: 20/09-17 21:07

USA's centralbank undlader at pille ved rentenUSA's centralbank undlader at pille ved renten

Den amerikanske centralbank holder renten i ro. Til gengæld skal beholdning af obligationer skrumpe.

storybild

Centralbankchef Janet Yellen fortæller onsdag om renter og obligationer efter et to dage langt møde. Scanpix/Saul Loeb

Washington. Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, holder renten i ro, lyder det onsdag efter et to dage langt rentemøde.

Det var ventet, at banken ikke ville pille ved renten.

Øjnene var i stedet rettet mod udmeldinger om eventuelle stramninger i pengepolitikken fra centralbankchef Janet Yellen.

Og på den front lyder det, at banken vil skære ned på sin beholdning af obligationer.

- Dermed er mødet blevet historisk i den forstand, at man nu er begyndt at rulle et af værktøjerne fra krisen tilbage igen – et tegn på at den amerikanske centralbank mener, at økonomien er i god form, vurderer Mikael Olai Milhøj, senioranalytiker i Danske Bank.

Han påpeger, at Federal Reserve købte obligationer frem til 2014, hvor opkøbene stoppede på grund af opsving i amerikansk økonomi.

Og selv om den amerikanske centralbank i noget tid ikke har forøget sin balance ved at købe flere obligationer, har den fastholdt niveauet ved at geninvestere udløbne obligationer.

Banken begynder at slanke sit lager af obligationer fra oktober. Meldingen kommer dog ikke for alvor bag på markedet, lyder det fra Frederik Engholm, der er chefstrateg i Nykredit.

- Centralbanken har siden foråret luftet, at strategien var på trapperne, og selv om der i markedet har været lidt uenighed om den præcise annoncerings- og startdato, så kan det vanskeligt komme som et enormt chok.

- Derfor venter vi heller ikke nogen voldsom markedsreaktion på udmeldingen, siger han i en skriftlig kommentar.

Centralbanken meddeler efter mødet, at ødelæggelserne efter orkanerne Harvey, Irma og Maria vil kunne mærkes i de lokale samfund.

Dog venter banken, at det ikke vil have den store betydning for økonomien på længere sigt.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx