Af Ritzau - 27/04-17 07:04; Opdateret: 27/04-17 11:57

Nordea truer Sverige med at flytte til Danmark eller FinlandNordea truer Sverige med at flytte til Danmark eller Finland

Den nordiske storbank Nordea har formelt hjemme i Sverige, men en ny afgift får banken i flyttetanker.

storybild

Nordeas hovedkvarter ligger i Stockholm. Men storbanken truer den svenske regering med at flytte til Danmark eller Finland, hvis der indføres en svensk finansskat. Arkivfoto. (Billede: Free/Nordea)

Nordea fortsætter med at lægge pres på den svenske regering i forbindelse med en tvist om en ny skat.

Den svenske regering barsler med en ny afgift på finanssektoren, der skal polstre statskassen til fremtidige bankkriser.

Men Nordea har været en højlydt modstander af planerne og truer med flytte hovedkvarteret ud af Sverige.

- Forslaget vil væsentligt øge udgifterne for banker hjemme i Sverige og deres kunder, ikke kun i Sverige, men også i de andre nordiske lande, siger Nordea-chef Casper von Koskull i et nyt kvartalsregnskab ifølge Ritzau Finans.

- Vi har diskuteret de svenske reguleringer med regeringen i omkring et år og fastholder en åben og ærlig dialog, siger topchefen.

Nordea ser på mulighederne for at flytte til Danmark eller Finland, fastslår han.

Casper von Koskull og bestyrelsesformand Björn Wahlroos har også tidligere luftet flyttetruslen, da de nye regler vil påføre banken milliardstore udgifter.

Beslutningen om en eventuel flytning kan muligvis falde allerede inden sommer.

Det fortæller Casper von Koskull på en telekonference efter regnskabet.

- Vi vil have en stor og vidtrækkende undersøgelse, som gerne skal foregå hurtigst muligt.

- Jeg vil gerne kunne sige, at vi har truffet en beslutning inden sommer, men det er ikke til at sige med sikkerhed, siger Casper von Koskull ifølge Ritzau Finans.

Han understreger, at storbanken som sådan ikke har set sig ond på den svenske regering.

- Det er ikke os mod regeringen. Den skal jo lave sin politik. Men vi er en multinational bank, og vi skal gerne kunne agere i et fair marked med lige konkurrencevilkår, ligesom vi har brug for noget forudsigelighed.

- Hvis vi kan få lov til at konkurrere på lige og fair vilkår med andre, så vil jeg være glad og tilfreds, siger Casper von Koskull.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx