15/08-17 12:24; Opdateret: 15/08-17 12:56

Færre skader sender Topdanmark-overskud opadFærre skader sender Topdanmark-overskud opad

Topdanmark nyder godt af færre udgifter til blandt andet brand og tyveri. Rørskader er dog i vækst.

storybild

København. Forsikringsselskabet Topdanmark nyder godt af, at første halvår i år har budt på færre skader.

Færre erstatningsudbetalinger forplanter sig nemlig på bundlinjen, der efter første halvår udviser et plus på 889 millioner kroner efter skat.

Det er væsentligt mere end i samme periode sidste år, hvor overskuddet lød på 586 millioner kroner.

Derfor tør selskabets ledelse også godt opjustere forventningerne til årets overskud.

Hvor de før lå i intervallet mellem 1,1 og 1,2 milliarder kroner, lyder prognosen nu på et overskud, som ender mellem 1,25 og 1,35 milliarder kroner.

Administrerende direktør Christian Sagild begrunder hvorfor i en kommentar til regnskabet:

- Vi har nettotilgang af kunder, og på halvåret har vi vækst i omsætningen på såvel privatmarkedet som erhvervs- og landbrugsmarkedet, på trods af at den gennemsnitlige bilpræmie fortsat er faldende, siger han.

Blandt årsagerne til det gode resultat anfører selskabet i regnskabet, at der har været færre brandskader og færre tyverier, ligesom vejrligsrelaterede skader også har ligget under normalt niveau.

Det afspejler sig i det forsikringstekniske nøgletal, combined ratio, der sætter erstatningsudgifterne i forhold til præmieindtægterne.

Tallet lander i andet kvartal på 77,8, hvilket var meget bedre, end analytikerne forventede på forhånd.

Derudover har selskabet haft en dygtig hånd i forhold til at investere sine penge.

Investeringsafkastet lød i første halvår på 174 millioner kroner mod 74 millioner kroner i samme periode sidste år.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx