Af Ritzau - 13/01-17 17:09; Opdateret: 13/01-17 17:40

Nye priser skal gøre kollektiv trafik mere gennemskueligNye priser skal gøre kollektiv trafik mere gennemskuelig

Takstsystemer på Sjælland, Lolland, Falster og Møn bliver søndag slået sammen til ét samlet system.

storybild

15. januar bliver takstsystemer på Sjælland, Lolland, Falster og Møn samlet i et system. Tanken er at gøre systemet mere gennemskueligt, lyder det fra trafikselskaberne. (Billede: Free/Colourbox)

Hvis man rejser på Sjælland, Lolland, Falster og Møn, bliver billetsystemet fremover nemmere at gennemskue.

Fra søndag bliver takstområderne nemlig slået sammen til ét samlet takstområde, skriver trafikselskabet Movia i en pressemeddelelse.

Dermed bliver priser, rabatter og billetter harmoniseret i bus, tog og metro. Det gør systemet mere overskueligt, mener Movias centerchef, Eskil Thuesen.

- Vi har fået kritik for uoverskuelige priser og rabatter, så vi ser frem til at kunne tilbyde kunderne enklere priser, siger han på vegne af trafikselskaberne bag ændringerne.

Med de nye ændringer sikrer trafikselskaberne, at det altid er billigere at bruge rejsekortet end at købe en enkeltbillet.

Samtidig får man 20 procent rabat på rejsekortrejser uden for myldretiden på hele Sjælland.

Ændringerne træder i kraft søndag. Det betyder, at billetsystemerne omstilles fra midnat og frem til klokkens seks søndag morgen.

Det kan betyde, at rejsende ikke vil kunne købe billet, som de plejer i det tidsrum.

Ændringerne vil i visse områder medføre prisstigninger, mens priserne i andre områder vil falde.

Det er ikke alle, der ser det nye system som overskueligt, fortæller Passagerpulsen, der er Forbrugerrådet Tænks afdeling for kollektiv trafik.

Her er man ikke sikker på brugervenligheden i det nye system.

- Vi kan se, at pendlerne synes, at det nye system er svært at gennemskue, siger Lone Fruerskov Andersen, afdelingschef i Passagerpulsen, til Politiken.

- Det er dem, der kender det kollektive transportsystem bedst, og når de synes, det er svært, siger det noget om, at forenklingen ikke helt er lykkedes, siger hun.

Til Politiken oplyser Movia, at 96 procent af de rejsende maksimalt kommer til at opleve stigende billetpriser på op til fem procent.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx