Af Ritzau - 31/05-17 06:30; Opdateret: 02/06-17 11:55

Ikke råd til Wegner? Gå efter disse stoledesignereIkke råd til Wegner? Gå efter disse stoledesignere

Danske stole af Hans J. Wegner og Børge Mogensen er i høj kurs, men der findes også gode stole i prislejet under klassikerne, som kan være gode investeringer.

storybild

Møbler af Arne Jacobsen og Hans J. Wegner er hypede, men vil stadig være gode investeringer i fremtiden, mener Jakob Nørregaard, forstander på Den Skandinaviske Designhøjskole. (Billede: Scanpix/Kaspar Wenstrup)

Der er rift om at få fingrene i stole af Hans J. Wegner og Børge Mogensen, som både kan pynte i stuen og være gode investeringer.

Men hvis du ikke har 15.000 kroner til at købe "Den Spanske Stol" brugt, så findes der meget andet godt møbelkunst, som kan være et fornuftigt køb, fortæller Peter Beck, der er afdelingsleder hos auktionshuset Bruun Rasmussen i Aarhus.

- Vi er ovre det punkt, hvor det kun er Hans J. Wegner, Finn Juhl og Arne Jacobsen, der holder. Vi oplever, at der er mange andre designere, der er mindst lige så interessante, også som investeringer, siger han.

Han nævner for eksempel møbelfabrikken J.L. Møller.

- De laver solide stole, som er meget skulpturelle, og de var nogle af de første, der brugte maskiner i produktionen, hvilket gør, at kvaliteten er meget meget fin, siger Peter Beck.

Designmæssigt falder J.L. Møller lidt i tråd med de eftertragtede møbler af Finn Juhl, men i en billigere prisklasse, siger Peter Beck.

For eksempel kan man få stolen "Model 78" til omkring 3000 kroner, vurderer Peter Beck.

Han nævner også Erik Buch, Illum Wikkelsø, Kai Kristiansen samt Axel Bender Madsen og Ejner Larsen som designere, der har produceret stole af høj kvalitet, som kan være gode investeringer.

Også Jakob Nørregaard, der er forstander på Den Skandinaviske Designhøjskole, mener, at man med fordel kan kigge andre steder hen end mod klassikerne.

- Jeg synes, man skal åbne øjnene for, at der måske er andre designere og møbler på markedet, som sagtens inden for relativ kort tid kan få lige så høj status, som de andre klassikere, siger han.

Og selv om det kan være svært at spå om, hvilke designere og modeller, som bliver eftertragtede i fremtiden, så kan det være en god idé at gå efter møbler, som håndværksmæssigt er svære at fremstille, siger Jakob Nørregaard.

- Jo mere teknisk sværere møblerne er at fremstille, jo dyrere bliver de. Det betyder, at der bliver solgt færre på markedet, og dermed holder de også værdien, siger Jakob Nørregaard.

Derfor holder Wegners "Ox-chair" og Arne Jacobsens "Svanen" og "Ægget" værdien, fordi de er svære at fremstille.

- Vælg noget, som det ikke kan lade sig gøre at fremstille på en stor fabrik i Kina, men hvor man bliver nødt til at have en uddannet møbelpolstrer til at sy læderet på. Det er et udmærket pejlemærke, siger han.

Det er Peter Beck enig i.

- Hvis man har investeringsbrillerne på, skal man gå efter gode brugsmøbler, som langt overgår kvaliteten af det, man kan få i et stort svensk varehus, og noget som har en skulpturel værdi, siger han.

Fakta: Kendte modeller

- J.L. Møller står - foruden "Model 78" - bag en lang række andre spisebordsstole med og uden armlæn, som alle har en titel, der starter med "Model".

- Illum Wikkelsø står blandt andet bag den kendte gyngestol "IW3 Gyngestol".

- Kai Kristiansen står blandt andet bag spisebordsstolene "Model 42" og "Model 31".

Kilder: jlmoeller.dk, Bruun Rasmussen.

/ritzau/FOKUS

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx