Af Ritzau - 20/04-17 09:02

Efter kursfald: Pandora vil informere bedre om salgEfter kursfald: Pandora vil informere bedre om salg

Pandora-aktien er faldet kraftigt i år på grund af mistanke om vigende salg. Nu får investorerne bedre besked.

storybild

Pandora vil fremover blive bedre til at informere aktiemarkedet om, hvordan det går med smykkesalget. (Billede: Scanpix/Liselotte Sabroe)

Pandora-aktien har fået en skidt start på 2017 med kursfald på næsten 27 procent siden nytår.

En af årsagerne er formentlig, at investorerne er kommet i tvivl om, hvorvidt smykkeproducenten kan overholde sine forventninger til det fremtidige salg.

Torsdag melder Pandora-ledelsen ud, at selskabet ændrer sin måde at rapportere salgstallene på.

Fremover vil man ud over at oplyse om omsætningen i de enkelte regioner også gå i detaljen med, hvor meget man har solgt på de syv største markeder, herunder USA, Storbritannien og Tyskland.

Samtidig vil man blandt andet opdele salget af øreringe og halskæder særskilt. Samtidig kommer kvartalsrapporterne også til at indeholde mere detaljerede informationer om salgsudviklingen i de butikker, som Pandora selv driver.

Selskabet, der fremlægger regnskab for 1. kvartal 9. maj, holder dog fast i sine tidligere udmeldte forventninger til 2017.

De lyder på en omsætning mellem 23 og 24 milliarder kroner og en overskudsgrad på omkring 38 procent.

Pressechefen i Pandora, Kristian Lysgaard, siger til Bloomberg News, at den ændrede rapporteringsstruktur ikke har noget med de seneste kursfald at gøre.

Ændringen har angiveligt været planlagt i længere tid.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx