04/10-17 10:44; Opdateret: 04/10-17 11:47

SAS-personale nedlægger arbejdet i Københavns LufthavnSAS-personale nedlægger arbejdet i Københavns Lufthavn

SAS Ground Handlings personale i Københavns Lufthavn har nedlagt arbejdet. Det giver forsinkelser.

storybild

En arbejdsnedlæggelse i Københavns Lufthavn har forsinket en lang række afgange. Free/Screendump/ritzau

København. Personalet hos SAS Ground Handling, der håndterer meget af driften på jorden i Københavns Lufthavn i Kastrup, har nedlagt arbejdet. Det giver forsinkelser.

- Medarbejdere i SAS Ground Handling har indledt en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse klokken ni. Det er altså ikke en lovlig varslet strejke.

- Vi ved ikke, hvor mange det drejer sig om, og vi har i sagens natur ikke kunnet forudsige, at det ville ske.

- Vi arbejder selvfølgeligt på at få trafikken afsted. Men det giver desværre forsinkelse for vores passagerer - dette her, siger pressechef i SAS Mariam Skovfoged.

Ifølge Københavns Lufthavns hjemmeside er en lang række fly forsinket. Der er tale om mere eller mindre alle SAS-afgange frem til klokken 12.

Mariam Skovfoged fortæller, at administrativt personale, inklusive hende selv, nu er på vej ud i lufthavnen for at laste bagage og sådan få fly sendt afsted.

På hjemmesiden sghklubben.dk, der er et forum for SAS Ground Handling-medarbejdere, skrives det i et indlæg, at lokalforhandlinger tirsdag gik i hårdknude.

- Kort fortalt vil firmaet have øget fleksibilitet, og vi har bare ville tale om løn. Firmaet vil have noget for at give noget.

- Vi er gået konstruktivt til forhandlingerne. Men afstanden mellem os har været for stor, og der er ikke aftalt nye forhandlingsmøder.

- Klubben er ærgerlig over, at det ikke er lykkedes at lande en aftale!, står det på hjemmesiden.

Ritzau har forsøgt at komme i kontakt med formanden for Ekspeditionsarbejdernes Klub, Bo Larsen, men det har ikke været muligt endnu.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx