08/01-18 19:44

Kunstig intelligens er klar til at invadere dit hjemKunstig intelligens er klar til at invadere dit hjem

En lille robot, der kan styre hjemmets teknologi, gik i sort under verdenspræsentationen i Las Vegas.

storybild

LGs lille robot Cloi gik helt kold, da selskabets amerikanske marketingchef David Vanderwaal på et pressemøde i Las Vegas skulle demonstrere, hvordan Cloi kan få hjemmets elektronik til at arbejde sammen. Free/Ritzau Foto

Las Vegas. Kunstig intelligens, også kaldet AI, flytter for alvor ind i de private hjem i det år, der netop er begyndt.

I hvert fald hvis det står til de store producenter af forbrugerelektronik, som i disse dage præsenterer de nyeste produkter på teknologimessen CES i Las Vegas.

- Vi vil levere intelligente løsninger til forbrugerne. Det skal være slut med manualer for at finde ud af tingene, siger IP Park, der er teknisk direktør for koreanske LG.

LG, der netop har præsenteret det kommende års produkter ved et pressemøde på CES, er i Danmark mest kendt for TV-apparater.

Selskabet laver dog også meget andet som for eksempel køleskabe, vaskemaskiner, telefoner, luftrensere og andre produkter til hjemmet.

Hos LG har man besluttet, at alle produkterne fremover skal være forbundet til internettet og have indbygget kunstig intelligens. Så kan det enkelte produkt med tiden agere på baggrund af ens vaner.

- For eksempel har vi en løsning til bilen, som kan undersøge, hvad der er i hjemmets køleskab og råde en til at købe ind på vejen hjem, hvis der mangler noget væsentligt, fortæller IP Park.

På samme måde bliver ens vaskemaskine selv i stand til at vurdere, hvilket program maskinen skal benytte i forhold til det tøj, man har smidt i den.

De enkelte ting kan fungere alene. Men i det helt smarte hjem er de bundet sammen og kan styres via en koordinerende enhed, som kan være en telefon, et fjernsyn eller en lille robot, som de fleste producenter også satser stort på.

I LG har man udviklet robotten Cloi, der angiveligt skulle kunne styre hjemmets elektronik på en intelligent måde. Ved præsentationen foran alverdens tech-journalister i Las Vegas blev den lille robot dog så befippet, at den gik helt i stå.

Således fik David Vanderwaal, LGs amerikanske marketingchef, intet svar, da han på pressemødets scene spurgte den nuttede, lille robot, om vasketøjet snart var færdigt. Det samme var resultatet, da han prøvede at spørge til aftenens menu.

Den lille robot blinkede bare med øjnene og vendte ryggen til marketingschefen.

- Selv robotter kan have en dårlig dag, sagde han med et lidt anstrengt smil til salens store morskab.

CES er med 184.000 deltagende branche- og pressefolk verdens største messe for forbrugerelektronik.

LGs pressemøde var det første fra en af de store producenter på årets messe. De kommende dage ventes resten af de store producenter at fremvise løsninger, som er meget lig dem, som LG fremviste.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx