Af Ritzau - 31/05-17 13:41

Sidste udkald: Mallorca bliver udsolgt i årSidste udkald: Mallorca bliver udsolgt i år

Tiden er ved at løbe ud, hvis du skal nå med resten af danskerne til feriefavoritten Mallorca, lyder det fra to af de store rejseselskaber.

storybild

- Hele Europa er på vej til Mallorca i år, lyder det fra Spies Rejser. (Billede: Scanpix/Thomas Sjørup)

Det er det samme hvert år. Når sommerferien nærmer sig, er der nogle, som har vidst, hvad tid flyet går til Kreta i månedsvis, mens andre træder sig selv lidt over tæerne og venter. For "hvad nu hvis det bliver billigere?"

Den gamle kamp mellem dansk sommervejr og charterturismen står sin prøve hvert år men på grund af et utaknemmeligt forår, så er der en bestemt destination, du ikke skal vente alt for længe med at booke.

- Mallorca bliver uden tvivl udsolgt i år og er allerede tæt på at være det, siger Nicolai Johnsen, der er pressechef for TUI i Danmark.

Han bakkes op af Torben Andersen, der er kommunikationschef hos Spies rejser.

- Hvis man vil til Mallorca, skal man skynde sig. Der rejser hele Europa hen i år, siger han.

Ole Stouby, der er direktør for rejsesøgeportalen Travelmarket, vurderer, at priserne på charterselskabernes sommerrejser lige nu er fornuftigt.

- Men man kan også have is i maven og vente tre til fire uger, for hvis vejret herhjemme bliver godt, så falder priserne næsten stensikkert, siger han.

Det er dog lettest at vente til sidste øjeblik, hvis man er fleksibel med rejsetidspunkt og destination, for det er klart at udbuddet bliver mindre.

- Er man en børnefamilie, som har brug for plads, gerne vil have et bestemt hotel og en børnepool, så skal man nok ikke vente til sidste øjeblik. Jo flere krav man har, desto tidligere skal man være ude med at bestille, siger Ole Stouby.

Kræver sommerens afbræk ikke nødvendigvis strand og liggestole, så er der også masser af flyafgange til storbyer, og her har man den fordel, at det er fint at købe billetterne cirka fire uger før afgang.

- Uanset hvornår du bestiller, vil der være gode tilbud på flybilletter til en storby, hvis du ikke er alt for kræsen med hvilken, siger Ole Stouby.

Rutefly til storbyer holder også et jævnt niveau over sommeren, og tager typisk ikke store hop i skoleferierne, fordi de ikke er lige så efterspurgte som stranddestinationerne.

Drømmer du stadig om charter, men vil spare penge, så råder Nicolai Johnsen til at lade turen gå til Alanya eller Marmaris i Tyrkiet i år.

- Turismen er stadig ikke vendt tilbage efter uroen i Istanbul, så Tyrkiet er der, hvor man får mest for pengene, vurderer han.

Fakta: Det skal du tænke over ved feriekøb

- Har du store krav til destinationen, så vær ude i god tid.

- Er du fleksibel med charterrejsen, så kan du vente til sidste øjeblik. Godt vejr herhjemme giver lavere priser og omvendt.

- Rejser du med rutefly, så ryger de billigste billetter altid først.

- Prisen for en flybillet er typisk god cirka fire uger før afrejse.

Kilde: Ole Stouby, Travelmarket.

/ritzau/FOKUS

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx