Af Ritzau - 04/07-17 14:08; Opdateret: 04/07-17 15:37

EU-Parlament vil have store selskabers skatteinfo lagt fremEU-Parlament vil have store selskabers skatteinfo lagt frem

De store multinationale selskaber skal offentliggøre, hvor meget de betaler i skat, så snyd kan opdages.

storybild

Den danske EU-parlamentariker Jeppe Kofod er tilfreds med vedtagelse i EU-Parlamentet om bekæmpelse af skattesnyd ved såkaldt land-for-land rapportering. (Billede: Scanpix/Henning Bagger)

I dag skal selskaber indberette til de lande, de opererer i, hvilken skat de betaler. Men står det til politikere i EU-Parlamentet, er det ikke nok.

Tirsdag har de derfor stemt for, at oplysningerne bør gøres tilgængelige for offentligheden også.

Det er en vigtig landvinding for at komme skattesnyd til livs, mener det socialdemokratiske medlem af EU-Parlamentet Jeppe Kofod.

- Det allervigtigste er, at der er transparens om, hvor selskaberne tjener deres penge og betaler deres skat.

- Kravet kommer til at gælde i alle lande. Så vi kan se, om selskaberne betaler den skat, de skal, eller om de overfører indtjening fra et land til et andet land og får profitten til at skifte og dermed unddrager skat, siger han.

Tirsdagens afstemning betyder, at parlamentet er enige om et ændringsforslag til et direktiv.

Der er tale om at indføre såkaldt land-for-land rapportering, hvor selskaber skal indberette alle de lande, hvor de har aktiver, og hvad de betaler i skat - også selv om den betales uden for EU.

Selv om forslaget er vedtaget, har der op til afstemningen i parlamentet været stor politisk uenighed.

I den konservative EPP-gruppe og den liberale Alde-gruppe har man ment, at man går for vidt ved at kræve, at selskaberne offentliggør deres skat.

Derfor har grupperne fået tilføjet til forslaget, at selskaberne kan undgå at offentliggøre deres skat, hvis det vurderes, at oplysningerne er kommercielt følsomme.

- Med det kompromis, vi har nu, har vi sikret begge - gennemsigtighed og konkurrenceevne, siger Jean-Marie Cavada fra Alde-gruppen efter afstemningen i en pressemeddelelse.

Modsat frygter man dog hos socialdemokraterne og hos parlamentets grønne partier, at der med tilføjelsen til forslaget gives en kattelem til virksomhederne.

- Store selskaber har allerede vist, at de er har store evner, når det kommer til at finde kattelemme. Det er en skam, at så mange MEP'er i dag har gjort deres liv så meget nemmere, siger Ernest Urtasum fra De Grønne i en pressemeddelelse efter afstemningen.

Virksomhederne skal dog hvert år søge om at blive undtaget for reglerne.

Forslaget om land-for-land rapportering gælder virksomheder, der tjener 750 millioner euro eller derover.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx