14/11-17 13:18

EU-Parlament vil straffe internetslyngler med bøderEU-Parlament vil straffe internetslyngler med bøder

Med en ny lov vil Europa-parlamentarikere styrke sikkerheden for borgere, der køber ind på internettet.

storybild

Strasbourg. Det skal være lettere at stoppe dem, der snyder borgere, som køber varer som sko, elektronik eller rejser online.

Det mener EU-Parlamentet, der tirsdag har vedtaget et lovforslag, der skal give myndighederne værktøjer til at stoppe svindlere på internettet.

Forslaget blev vedtaget med 591 stemmer for og 80 stemmer imod. 15 afstod fra at stemme.

Parlamentarikerne vil blandt andet give myndighederne mulighed for at lave testkøb på varer eller tjenesteydelser, for at se hvordan det foregår.

Desuden skal det ifølge forslaget være muligt at indsætte advarselstegn eller få internetsider slettet, hvis en ulovlig forretning ikke kan stoppes.

Men det skal også være muligt at straffe internetslyngler ved at udstede bøder eller andre sanktioner.

Ifølge Olga Sehnalová fra parlamentets socialdemokratiske gruppe, der har været tovholder på forslaget, vil de nye regler styrke myndighedernes beføjelser.

- Det vil sikre bedre forbrugerbeskyttelse og ens betingelser for alle virksomheder på det indre marked, siger hun.

De nye regler er en del af en e-handelspakke, som EU-Kommissionen præsenterede i maj sidste år.

Parlamentet og medlemslandene har allerede indgået en politisk aftale, men landene skal stadig godkende forslaget formelt.

Når den såkaldte forordning er trådt i kraft, vil der gå 24 måneder, før reglerne træder i kraft.

En stikprøve viser ifølge parlamentet, at 37 procent af alle internetsider, hvor EU-borgere kunne købe varer som tøj, elektronik, underholdning og forbrugslån i 2014, forbrød sig mod EU's forbrugerlovgivning.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx