Af Mads Brandsen - 13/10-17 12:05

Marie tordner mod supermarkeder: I er skyld i, at danskere dørMarie tordner mod supermarkeder: I er skyld i, at danskere dør

'Jeg kan ikke forstå, at der findes industrier, der for vindings skyld og med myndighedernes velsignelse producerer varer, som slår mennesker ihjel. Her taler jeg ikke om våbenindustri eller for den sags skyld tobaksindustri. Jeg taler om en mere accepteret industri, som tjener milliarder på at forgifte danskerne med usunde fødevarer, der ikke er egnet som føde.'

storybild

(Billede: Liselotte Sabroe)

Sådan skriver kostvejlederen Maria Raes i en kommentar i Berlingske om det 'sukkerfolkedrab, der er i gang' i Danmark – og som tilsyneladende finder sted, uden at nogen griber ind.

Supermarkederne langer slik over disken i tonsvis hvert år, og selv om de prøver at få os til at købe sundere ind, når de ikke i mål, fordi det ville gå ud over omsætningen.

'Nu sidder du formentlig og bliver hidsig, for du tænker, at ingen skal bestemme over, hvad du putter i din egen og i dine børns mund. Men du har ikke en fri vilje. Alt er tilrettelagt i indkøbsmiljøet, for at du skal købe nogle bestemte varer – og det gør du,' skriver Marie Raes og sammenligner de sukker-afhængige med alkoholikere og storrygere.

Men kan det virkelig passe, at den enkelte ikke har nogen fri vilje, fordi supermarkeder vil profitmaksimere og befolkningen er blevet til en flok sukkerjunkier på jagt efter næste fix i form af en muffin eller en Mars-bar?

Nej, mener May-Britt Kattrup, der er sundhedsordfører for Liberal Alliance.

»Man har et valg. Og man har en fri vilje. Den skal man bruge og værne om. Hvis vi fortsætter, ender det med, at vi ikke har et frit valg og en fri vilje. Man skal hverken parkere den hos supermarkedet eller hos politikerne«, siger hun og fortsætter:

»Det er desværre en holdning, der vinder mere indpas. Vi er blevet så vant til at blive reguleret, at vi bare læner os tilbage og siger, at det er noget, det offentlige har ansvaret for. Det er det ikke. Det er vores eget ansvar. I Liberal Alliance ønsker vi ikke at lovgive yderligere om, hvordan butikker skal indrette sig. Det må være helt op til dem.«

Ifølge Marie Raes er hyldemeterne med tag-selv-slik lige før kasseapparaterne at sammenligne med hashhandelsgaden Pusher Street på Christiania. Det er butiksindretning, der fastholder de sukkerafhængige i afhængigheden - og butikkerne gør det, fordi avancen på slik er ”enorm”, skriver hun.

BT har spurgt Coop Danmark, der driver de knap 1.200 butikker i kæderne Fakta, Brugsen, LokalBrugsen, Dagli' Brugsen, SuperBrugsen, Irma og Kvickly om det nu også kan passe.

»Der er en udmærket avance på slik, men den er ikke bedre, end den er på frugt og grønt. Vi gør i Coop meget for at kunderne træffer et sundere valg. Det ses jo også ved, at det første, man møder, når man træder ind i butikken, er de sunde varer. Men det betyder, at vi kommer til at fjerne de usunde varer,« siger informationsdirektør i Coop Danmark, Jens Juul Nielsen.

Men er der ikke noget om, at der er mange usunde varer ved kasselinjen?

»Jo. Vi har eksperimenteret med det, og vi kommer fortsat til at eksperimentere med, hvordan vi kan lukke flere sunde varer i indkøbskurvene. Men når vi har fjernet søde sager fra kasselinjerne og erstattet dem med frugt og grønt er salget af alle varer ved kasselinjerne raslet ned.«

Marie Raes anerkender, at butikkerne blot agerer på, hvad kunderne vil have.

»Men de gør jo også det, de har opdraget kunderne til. Det er jo ikke ukendt, at sukker i fabriksfremstillede varer er afhængighedsskabende. Industrien er til for at tjene penge, og nyder her godt af, at mange er afhængige af sukker. Jeg sammenligner det jo med cigaretter. Det undrer mig voldsomt, at man kan straffe en butik for at sælge cigaretter til unge under 18 år, men at man kan sælge sukker…«

Mener du, det burde være strafbart at sælge produkter med sukker til unge under 18?

»Ja, jeg mener personligt, at det burde være forbudt at sælge varer med tilsætningsstoffer i, herunder sukker, der er fuldstændigt unødvendigt. For 200 år siden spiste vi ikke jo slet ikke sukker. Hvis ikke der var sukker i verden, tror jeg, vi kunne have undgået mange sygdomme, herunder diabetes og fedme,« siger Marie Raes, der er tilhænger af, at advarselsmærkater på sukkerholdige varer – i stil med dem, vi kender fra tobaksemballager.

»Der er ingen, der er i tvivl om, at tobak er skadeligt for helbredet, og at man dør af det. En vej til at synliggøre, at sukker er det nye tobak, vil være at sætte advarsler på pakkerne,« siger hun og fortæller, hun selv kæmper for at undgå al sukker i sin kost.

Desværre er det lettere sagt end gjort.

»Der er mange produkter, der er tilført sukker – eksempelvis økologisk mayonnaise. Jeg laver selv min egen flødeis uden sukker, men jeg orker altså ikke lige at lave min egen mayonnaise,« siger hun.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx