Af Ritzau - 26/04-17 17:45; Opdateret: 26/04-17 17:58

DR vil kaste penge i at kapre de flygtige unge i 2018DR vil kaste penge i at kapre de flygtige unge i 2018

Danskerne kan næste år se frem til flere programmer om videnskab, der samtidig skal fange de troløse unge.

storybild

DR vil i 2018 fokusere på videnskaben på samme måde, som der i 2017 fokuseres på historie. (arkivfoto) (Billede: Free/Dr/bjarne Bergius Hermansen)

I 2017 brugte DR danskernes licensmidler til at gøre året til "historiens år". 2018 vil stå i videnskabens tegn. Samtidig skal der kapres børn og unge.

Det fortalte DR onsdag på den årlige producentdag, hvor medievirksomheden udstikker linjen til de selskaber, der gerne vil levere programmer til kanalerne.

- I 2017 har vi haft et fokus på historien, som har resulteret i en lang række programmer og tiltag på alle vores flader. Ikke mindst "Historien om Danmark", der er et fyrtårn, som formår at samle danskerne på tværs af aldersgrupper.

- Næste år vil vi forsøge at sætte videnskaben i fokus, siger generaldirektør Maria Rørbye Rønn.

Videnskaben skal ikke mindst formidles til børn og unge, der er fokus for DR i 2018.

Børn og unge er nemlig dem, DR har sværest ved at nå.

- Unge har halveret den tid, de dagligt bruger på at se tv, over de seneste fem år. De siver væk fra DR's kanaler og til det digitale, hvor vi ikke fanger så mange, som vi mister, sagde direktør for DR Medier Henriette Marienlund til de fremmødte producenter.

Børn og unge bruger langt mere tid på nye, digitale platforme. Derfor skal de fanges på en helt ny måde, hvor de skal inddrages mere. Så danskerne kan se frem til, at DR's programmer i langt højere grad vil have et aktivt liv på sociale medier i fremtiden.

- Jeg tror på, at vi kan få unge til at bruge DR mere og til at se kvalitetsindhold.

- Det skal vi også, for det er afgørende for hele samfundet, at børn og unge bliver oplyste, kritiske borgere, siger Maria Rørbye Rønn.

Det skal ske ved at kapre de unge via interaktion på sociale medier og guide dem til det indhold, der svarer til deres interesser.

Ligesom Netflix viser seerne det, der passer til, hvad de har set før, håber generaldirektøren på, at DR kan lede de unge videre til relevant indhold.

DR brugte i 2016 344 millioner kroner på at købe programmer uden for koncernen. I 2018 vil tallet være lige under en halv milliard.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx