Af Ritzau - 15/05-17 06:01

Sådan finder du det sundeste brødSådan finder du det sundeste brød

Du må gerne spise hvedebrød, men ikke altid mørkt brød.

storybild

Det gælder om at vælge fuldkornsbrød, hvor alle dele af kornet er anvendt i melet. (Billede: Free/Colourbox)

Rugbrød, grahamsbrød, knækbrød og hvidt toastbrød.

Brød er stadig en bestandig del af danskernes kost og madpakker, men det kan være svært at gennemskue, hvad for noget brød, der er sundt.

For eksempel siger farven på brødet ikke noget om, hvorvidt brødet er sundt eller lavet på fuldkorn, fortæller Preben Vestergaard Hansen fra Institut for Ernæring på Professionshøjskolen Metropol.

I nogle brød er der nemlig tilsat malt eller sirup for at farve dem mørkere, siger han.

Hørfrø, valnødde- eller solsikkekerner siger heller ikke noget om sundheden eller indholdet af fuldkorn, fortæller Preben Vestergaard Hansen.

Derfor anbefaler han ligesom Fødevarestyrelsen, at du går efter fuldkornsbrød, når du står foran brødhylderne i butikken.

Så kig efter nøglehulsmærket eller det orange fuldkornsmærke, som sikrer, at brødet har et højt indhold af fuldkorn og et lavt indhold af sukker, fedt og salt.

Og så må brødet gerne være både rugbrød og det udskældte hvedebrød, siger Heddie Mejborn, som er seniorrådgiver ved DTU Fødevareinstituttet.

- Der er ikke nogen dokumentation for, at hvedebrød er skidt, siger hun.

- Så det kan også være fuldkornshvedebrød som eksempelvis grahamsbrød eller brød med havre og byg i. Det vigtige er, at der er et højt indhold af fuldkorn, siger hun.

Desuden er det vigtigt, at man varierer sit indtag og går efter forskellige kornsorter, fordi de hver især indeholder forskellige typer fibre og næringsstoffer, forklarer hun.

Du kan også kigge på varedeklarationen, hvor der skal stå "rugmel", "fuldkornsrugmel" eller "rugkerner" på rugbrødet, forklarer Heddie Mejborn. Bag på hvedebrødet skal der stå "grahamsmel", "fuldkornshvede" eller "hvedekerner".

Ellers kan du risikere at købe brød med sigtet mel, som derved ikke er fuldkorn, siger hun.

Nogle gange kan det også være fint med fuldkornsknækbrød, siger Preben Vestergaard Hansen. Det har dog har den ulempe, at det mætter kortere tid end rug- eller grahamsbrød, siger han.

FAKTA: Find det sundeste brød

- Gå efter fuldkorns- eller nøglehulsmærket, når du køber brød.

- Den mørke farve eller kerner i brødet siger ikke noget om fuldkornsindholdet eller sundhedsværdien.

- Styr uden om brød med sigtet mel og hvidt, almindeligt hvedemel.

- Ifølge Fødevarestyrelsen bør den almene dansker spise 75 gram fuldkorn om dagen og mindst 250-300 gram brød og kornprodukter om dagen.

Kilder: Heddie Mejborn, Preben Vestergaard Hansen, Fødevarestyrelsen.

/Ritzau/FOKUS

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx