Af Ritzau - 21/12-16 11:09; Opdateret: 21/12-16 11:40

Efter efterlønsreform: Langt flere ældre i jobEfter efterlønsreform: Langt flere ældre i job

Antallet af lønmodtagere er vokset stabilt siden 2013, og særlig en gruppe løber med jobbene: De 60-64-årige.

storybild

Der har været en stabil stigning af lønmodtagere siden 2013. Mere end nogen anden aldersgruppe er det 60-64-årige, der er blevet flere af på arbejdsmarkedet. (Billede: Scanpix/Linda Kastrup)

Der var 123.100 flere lønmodtagere i oktober i år sammenlignet med april for tre år siden. Og det er særligt en aldersgruppe, der er blevet flere af på arbejdspladserne: De 60-64-årige.

Det viser tal fra Danmarks Statistik onsdag.

Stigningen kommer, efter efterlønsreformen fra 2011 ikke længere gør det muligt at gå på efterløn som 60-årig.

For de fleste andre aldersgrupper er antallet af lønmodtagere steget med mellem nul og omkring to procent siden april 2013. For de 60-64-årige er stigningen på 8,6 procent.

Ifølge cheføkonom i Nykredit Tore Stramer betyder det, at en af forudsætningerne for de seneste års politiske reformer af arbejdsmarkedet er på plads.

- Aldersmiraklet er en stor fjer i hatten til et rummeligt arbejdsmarked, hvor det har været muligt at omsætte en højere pensionsalder til højere beskæftigelse, siger han i en skriftlig kommentar.

- Enhver frygt for, at en forhøjet pensionsalder var direkte skadelig, da der ikke fandtes et velfungerende arbejdsmarked for de ældre, er således blevet gjort godt og grundigt til skamme, tilføjer Tore Stramer.

Ifølge Tore Stramer er der intet, der tyder på, at de ældre holder de unge ude af arbejdsmarkedet.

Derfor har de 60-64-åriges bidrag ifølge økonomen muligvis forhindret en overophedning af arbejdsmarkedet.

- Uden de seneste års reformer ville arbejdsmarkedet med stor sandsynlighed have været mere end rødglødende i disse år, siger han.

- Faren for en brat afslutning på opsvinget ville med andre ord have været overhængende.

Det er dog ikke sikkert, at det danske arbejdsmarked har undgået en mangel på arbejdskraft. Det vurderer cheføkonom i Dansk Byggeri Bo Sandberg i en skriftlig kommentar.

- Nu tyder det meste dog på, at jobskabelsen er gået ned i tempo. Omregnet til fuldtid og også opgjort i præsterede arbejdstimer faldt beskæftigelsen faktisk en smule i tredje kvartal, siger han.

Det tilskriver han, at der er færre ledige hænder for arbejdsgiverne at vælge mellem.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx